Tatjana og fru van Heeren hørte en kort svisch av gummikøllen og lyden av et legeme som tumlet sammen paa gulvet.
Peter stak køllen i lommen.
«Slut paa dette kapitel,» sa han, «la os nu komme op paa dæk.
Paa dækket blev de mottat paa den elskværdigste maate av kapteinen og et par av officererne. Det var aabenbart at de bare hadde vært halvveis omvendt til bolschevismen, eller muligens hadde finansiel indvirkning fra Peters side noget at gjøre med deres venlige holdning til de løsladte fanger.
En liten motorbaat laa og ventet ved skibssiden.
Peter fulgte damerne til foten av faldrepstrappen, saa stoppet han og slog sig for panden.
«Idiot!» sa han, «nu hadde jeg død og pine nær glemt det vigtigste. Reis iland og kjør op til hotel Excelsior. Hovmesteren heter Jean. Jeg har snakket med ham om en lunch. Send baaten ut igjen efter mig, jeg kommer straks.»
«Du sier ikke du vil bli længer ombord paa denne skitne baaten, Peter,» sa fru van Heeren indignert.
«Snak ikke ondt om dette prægtige skib, Mummy,» sa han bebreidende, «jeg skal siden forklare dig hvorfor.»
«I hvert fald skal jeg sørge for at der er bad færdig til dig paa hotellet,» sa fru van Heeren bestemt.
Peter viftet til damerne og gik op paa dækket igjen.
Der henvendte han sig til kapteinen.
