«Tvertom, Tatjana, ogsaa jeg bor paa Rhigi.»
«Er De ikke ræd for at De er litt for fort i vendingen?»
«Det gjør ikke noget om man er ræd naar man bare ikke lar sig merke med det.»
«Er De ræd altsaa?»
«Ikke spor.»
. . . . . . . . .
«Hvordan passer halv otte?» spurte Peter, da han satte Tatjana av utenfor hotellet.
Tatjana smilte.
«Hvis De vil træffe mig her maa De spørre efter Mademoiselle Levinsky. — Mit eget navn maa De glemme.»
«Paa snarlig gjensyn, Mademoiselle Levinsky.»
Klokken halv otte stoppet Peters kjæmpemæssige Renault utenfor Hotel Rhigi. Peter sat selv ved rattet, hans chauffør Jeremias sat i den lille baas bak hvor reservesæterne var anbragt.
«Mademoiselle Levinsky reiste for en halv time siden.» Herren i receptionen saa høflig beklagende paa Peter.
«Reiste! Mener De at hun har forlatt hotellet. — Det maa være en misforstaaelse, — det er mindre end en halv time siden vi skiltes paa Golfbanen!»
Herren i receptionen trak beklagende paa skuldrene. «Jeg beklager meget, men det forholder sig som jeg sier. Mademoiselle kom tilbake til hotellet kvarter før syv. Der var kommet et tele-
