Fru van Heerens bemerkninger virket sterkt saarende paa ham og bragte ham til at plumpe ut med ting som han ellers hadde tænkt at vente med til senere.
Han iførte sig et ondskapsfuldt smil.
«De har misforstaat mig,» sa han, «hvis De tror jeg længer har nogen interesse for papirene. Papirene findes ikke mere. Hvis De fik anledning til at se aftenavisene saa vilde De komme til at læse om en eksplosion som fandt sted i nat i sikkerhetshvælvet i Middlesex bank.
Det var ingen stor eksplosion, men stor nok til at ødelægge indholdet av Deres søns rum. Naar jeg derfor sier at jeg haaber vi faar se Deres søn her, saa er det kun med tanke paa hans egen person. Vi har et litet mellemregnskap at opgjøre. Jeg har underrettet Deres søn om hvor De og Tatjana Wasilieff befinder sig og med mit kjendskap til hans eventyrlystne gemyt nærer jeg ingen tvil om at han vil indfinde sig her for at spille den tapre ridder og redde damerne.
Da han i tilfælde kommer hit i den sikre forvisning at han kan benytte papirene til løsepenger kommer han til at opleve en skuffelse. Han kommer til at slaa følge med os et stykke paa vei mot Leningrad, men neppe helt frem.»
«Hør her, Sibileff,» sa Tatjana. «Nu har De faat ødelagt papirene. Jeg følger frivillig med til Leningrad, send fru van Heeren iland og bry Dem ikke om hendes søn. De har intet med dette at gjøre.»
Sibileff saa paa Tatjana og rystet paa hodet.
