skyldning til at forlate sin gemal skulde Madame Raskowsky ringe hjem til ham.
Der aapnet sig farlige perspektiver for Peter.
Hjemme fandt Peter Cherbulier som var overstadig beruset og Wasilieff som var bekymret.
Madame van Heeren og Tatjana med Rolls Royce'n var ikke kommet tilbake.
«Jeg gik først over sammen med min søster og hilste paa Deres mor,» forklarte Wasilieff. «Efter femte løp bad damerne mig gaa ned og se efter Dem, men det var selvfølgelig haabløst at finde nogen i den vrimmel som hersket paa plassen. Jeg snakket med nogen bekjendte i jockeyklubbens pavillon under det sjette løp og da jeg efter det gik tilbake til diplomatpavillonen for at finde Deres mor og min søster igjen var de ikke der.
En av de omkringsittende meddelte mig imidlertid at en herre hadde vært og hentet dem og at de var gaat sin vei sammen med ham. Jeg gik ut fra at det var Dem og at dere hadde opgit at finde mig og var kjørt hit hjem allesammen.»
Peter gik op og ned i værelset.
«Jeg liker det ikke,» sa han. «Allikevel, vi behøver jo ikke straks at male fanden paa væggen. Der er jo saa meget som kan ha opholdt dem.»
«Sludder,» hvisket Cherbulier, som sat og glippet med øinene i en dyp lænestol.
Peter og Wasilieff, som begge hadde trodd han sov, snudde sig fort om mot ham.
