«Hvadsomhelst min engel,» sa han, — eller noget andet med samme skjæbnesvangre mening.
«Aldrig at røke cigaretter,» sa hans ungdoms elskede.
Peter forstod da at han ikke var hende værdig og meddelte hende dette to dage efter.
Siden var han forsigtigere . . . . . . .
«Ikke at prøve at finde ut hvem jeg er,» sa den rødhaarete russerinde.
Peter bøide sig frem over bordet, tok rolig og veloverveiet hendes høire haand i sin venstre og kysset det næst ytterste led av hendes langfinger.
«Maatte jeg for al fremtid bli negtet enhver intensere uttryksform for mine følelser end denne,» sa han, «hvis jeg søker at faa vite mere om Dem end jeg nu vet. Men allikevel, noget maa jeg jo kalde Dem, det blir for tungvindt hvis jeg hele livet skal gaa rundt og tiltale Dem som «skjønne ukjendte» eller «grønøiede gudinde». La mig faa et navn.»
«De har været saa elskværdig at De fortjener en belønning. — Vælg et.»
«Da vil jeg kalde Dem Tatjana.»
Hun saa lynsnart op paa ham.
Saa smilte hun. «Hvorfor Tatjana?»
«Fordi det er et pent navn, og fordi jeg synes det klær Dem.»
«De er et merkelig menneske, — hvem er De egentlig?»
«Like for like, Tatjana, find paa et navn.»
Tatjana smilte fremdeles.
