Langestrand er nemlig en af Norges betydeligere Trælastbyer.
En Mængde tilgrænsende Dalstrøg sender med hver sin Elv Tømmerstok efter Tømmerstok, Hundreder og Tusener, ned mod Hoveddalen, i hvis Bund de viltre, fossende Fjeldelve samler sig til en vandrig Flod, der med majestætisk Værdighed skrider udover mod Havet, bærende paa sin brede Ryg Flaade for Flaade af Raalast, efterat hine Løsgjængere ovenfra Fjelddalene er koblet sammen til svømmende Holmer af gulblakt, brunspættet Tømmer.
Men paa begge Elvebredder nede i Langestrand ligger Sagbrugene med sin Mangfoldighed af blanke, hvæssede Tænder. Flaaderne fæstes til de nedrammede «Dopper», idet Eiermandens indhuggede Mærke angiver, til hvilket Brug de hører hen.
Ên efter ên faar saa Stokkerne sig en Staalhake slaat fast i Skallen og forsvinder ind gjennem Saghusets Dør — det besørger Dampkraften baade fort og vel. Saa høres der en ilter Fræsen, som slaar over i et langtrukket, klagende Hvin; det er Sagbladene og Tømmerstokken, som gjør Bekjendtskab med hinanden.
