Hopp til innhold

Side:Peer Gynt.djvu/257

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Den dumme hund! Der sætter han på sprang

med tungen af halsen. Jo, næsen blir lang.
Det var mig en fryd at narre det asen.
Slig karl gør seg kostbar og spiller basen!
Han har rigtig noget at gøre sig bred af!
Håndtværket skal han nok ikke bli fed af;–
snart ryger han af pinden med hele stasen.–
Hm, jeg sidder heller ikke fast i sadelen;
jeg er udstødt, kan man sige, af selvejer-adelen. (et stjerneskud skimtes; han nikker efter det)
Hils fra Peer Gynt, broer stjernerap!
Lyse, slukne og forgå i et gab –
(griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne, stilt en stund, da skriger han:)
Er der ingen, ingen i hele vrimlen–,
ingen i afgrunden, ingen i himlen –!
(kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret. Efterhånden falder der stilhed over ham.)
Så usigelig fattig kan en sjæl da gå
tilbage til intet i det tågede grå.
Du dejlige jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit græs til ingen nytte
Du dejlige sol, du har sløset med
dine lysende stænk i en folketom hytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme;–
ejeren, siger de, var aldri hjemme.
Dejlige sol og dejlige jord,
I var dumme, at I bar og lyste for min moer.
Ånden er karrig og naturen ødsel.
Det er dyrt at bøde med livet for sin fødsel.–