Hopp til innhold

Side:Peer Gynt.djvu/235

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Sæt mig en tidlang hos ham med hoven; –

et hundre år, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi pinen er jo dog kun moralsk,
og altså vel ikke så pyramidalsk.
Det er en overgang, som skrevet står,
og som ræven sagde; – man venter; der slår
en forløsningens stund; man træder tilbage,
og håber imidlertid på bedre dage. –
Men dette andet, – at skulle gå op
som et fnug i en uvedkommendes krop, –
dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør, –
det sætter min inderste sjæl i oprør!

KNAPPESTØPEREN

Men, kære Peer, det trænges dog ej
for småting at tage så volsomt på vej.
Dig selv har du aldri været før; –
hvad skiller det så, om tilgavns du dør?

PEER GYNT

Har jeg ikke vært-? Jeg må næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i nyrerne inde,
så vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.

KNAPPESTØPEREN

Det er ikke muligt. Her har jeg mine ordre.
Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit livs bestemmele trods.
I støbeskeen med ham som mislykket gods.

PEER GYNT