Side:Peer Gynt.djvu/144

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


HÆLEREN

(lytter)
Fodtrin i krattet!
På flugt! Men hvor?

TYVEN

Hulen er dyb
og profeten stor!
(de flygter og lader kosterne i stikken. Rytterene taber sig i det fjerne)

PEER GYNT

(kommer, skærende på en rørfløjte)
Hvilken livsalig morgenstund! –
Skarnbassen triller sin kugle i gruset;
sneglen kryber af sneglhuset.
Morgenen; ja, den har guld i mund. –
Det er dog igrunden en mærkelig magt,
naturen har sådan i dagslyset lagt.
Man føler sig så tryg, føler modet vokse,
turde gerne, om så var, binde an med en okse. –
Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store stæder,
blot for at rendes af pakket på dør, –
Nej; de, hvor firben vimser omkring,
snapper og tænker på ingenting.
Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.
Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,
bevarer sit særlige præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,
sig selv, som det blev på hansførste bliv.
(sætter logretten på næsen)