Denne siden er ikke korrekturlest
HÆLEREN
- (lytter)
- Fodtrin i krattet!
- På flugt! Men hvor?
TYVEN
- Hulen er dyb
- og profeten stor!
- (de flygter og lader kosterne i stikken. Rytterene taber sig i det fjerne)
PEER GYNT
- (kommer, skærende på en rørfløjte)
- Hvilken livsalig morgenstund! –
- Skarnbassen triller sin kugle i gruset;
- sneglen kryber af sneglhuset.
- Morgenen; ja, den har guld i mund. –
- Det er dog igrunden en mærkelig magt,
- naturen har sådan i dagslyset lagt.
- Man føler sig så tryg, føler modet vokse,
- turde gerne, om så var, binde an med en okse. –
- Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder, –
- ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
- at man lukker sig inde i de store stæder,
- blot for at rendes af pakket på dør, –
- Nej; de, hvor firben vimser omkring,
- snapper og tænker på ingenting.
- Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.
- Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,
- bevarer sit særlige præg uudsletteligt,
- er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,
- sig selv, som det blev på hansførste bliv.
- (sætter logretten på næsen)