Side:Peer Gynt.djvu/140

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

holdt øje med mig trods alle mine brøst! –

(ånder dybt ud)
Hvilken vidunderlig tryghed og trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke?
Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.
Det er ikke så farligt; –
(højt og indsmigrende)
han vil visst ikke,
at jeg lille fattige spurv skal forgå!
Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.
Lade Herren råde; ikke hænge med ørene –
(farer forskræmt ivjeret)
Var det en løve, som knurred i rørene –?
(med klapprende tænder)
Nej, det var ingen løve.
(Mander sig op)
En løve; jo visst!
De bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo et instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med elefanter. –
Men alligevel –. Jeg får finde et træ.
Derborte svajer akazier og palmer;
kan jeg klyve derop, har jeg tryghed og læ, –
især hvis jeg dertil kunde et par salmer –
(klattrer op)
Morgenen er ikke kvelden lig;
det skriftested er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tilrette)
Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.