bruge dette Udtryk, at Menneskene kan fordre noget af Religionen. De, som bare dumt tager en Tro, fordi en Pave eller Prest byder den, er uvidende Slaver, ikke intelligente Mennesker, og til de sidste regner jeg Pastor Kristensen. For at man skulde kunne tilegne sig en Tro bare paa en andens Autoritet, maatte man være vis paa, at denne Tro var ufeilbar; men se her kommer hvert Kirkesamfund stikkende med sit som det ene ufeilbart rette, og man har at vælge mellem alle disse indbildte Ufeilbarheder. Og da vælger man det, som man tror er Sandheden nærmest, som tilfredsstiller Ens aandelige Trang. Man altsaa fordrer, og man vælger, og dette er ganske naturligt og ret, med mindre man som Katolikerne lukker Øinene og siger: „Paven er Kristi Statholder paa Jorden, hans Mening er Guds Mening, følgelig tror jeg, hvad han siger. Udenfor den katolske Kirke ingen Frelse.“ Blind Autoritetstro passer ikke for frie Sjæle; de maa vide, hvad de tror, og hvorfor de tror saaledes og ikke anderledes. Ligesaavist som det er, at Religionen maa fordre noget af Mennesket, ligesaavist er det, at Mennesket maa fordre noget af Religionen. Pastor Kristensen burde forstaaet, at det var dette, jeg mente, og ikke søge at faa Folk til at tro, at jeg prædiker, at Ungdommen — og da helst den flotte, irreligiøse Ungdom — skal sidde til Doms over Religionen. Han siger nemlig: „men en anden Sag er det, naar man vil omforme hele Kristendommen efter en indifferent Ungdoms Smag og
