til alle Forstandens Indvendinger mod denne Hovedsandhed,“ Treenigheden nemlig. Dette er høist besynderligt af Hr. Pastoren. Først at betegne en Ting som en logisk Uhyrlighed og saa bagefter gjøre denne logiske Uhyrlighed til ufeilbar Dommer i en Salighedssag, mod hvilken man ikke skal have Lov at gjøre en Indvending, det er dog formeget. Man kan jo sige det samme om hvilkensomhelst theologisk Galskab og med lige stor Ret fordre, at denne skal lydes ubetinget, fordi den er Galskab. I Kraft af at Treeninghedslæren, som den er udtrykt i det athanasianske Symbol, er en „logisk Monstrøsitet,“ skal altsaa Fornuft, Kritik, Samvittighed og Historie bøie sig for den. Begribe det Ræsonnement hvo der begribe kan, jeg kan det ikke. Jeg prøver aldeles ikke paa at latterliggjøre den athanasianske Bekjendelse, men den latterliggjør sig selv, om man vil bruge et saadant Udtryk, netop fordi den, trods sin selvmodsigende Umulighed, optræder saa pavemæssigt, og jeg har ingen Ærbødighed for et Dokument, der lyser dem i evig Fortabelse, der ikke tror saaledes og derfor har tendt Forfølgelsens Fakkel over hele Kristenheden, et af de mest bloddryppende Dokumenter i Historien. Pastoren indrømmer, at der om Treenigbedslæren blev fort en langvarig og bitter Kamp; men paa den anden Side synes han at ville fastholde, at den har fulgt den kristne Menighed fra Begyndelsen og været festet til Troesartiklerne. Hvorledes rimer disse to Ting sig sammen. Hvis den havde fulgt Menig-
Side:Pastor Kristensens Kristusfornægtelse.djvu/24
Utseende