forbi, da han troede, det var den udvalgte. Fru Munch kunde da ikke dy sig længer, hun tog en tyk Budeie og klædte hende med Kaabe og Hat, satte hende i en Slæde, og lod denne ad en Omvei kjøre ind paa Gaarden. Huslæreren saa Slæden, styrtede ud med det Udraab: — «Der er hun!» og omfavnede og kyssede Budeien paa det ømmeste. Men o Ve! Opdagelsen kom hurtig, han slap hende forfærdet, og saa derpaa op til Vinduet, hvor Fru Munchs skadefro Ansigt kikkede ud. Han sagde ikke et Ord, men gik bort og gjemte sig. Saadanne smaa Historier om Fru Munch er der mange af, og hendes Søn Andreas havde arvet dette Hang til Spilopper. Hans Døtre har saaledes fortalt, at da de var Børn, var det hans største Fornøielse at lægge alle mulige underlige Sager i Sengene; naar de da skulde lægge sig, kunde de pludselig kjende noget rædselsfuldt klamt eller loddent, og naar de da udstødte Skrig og Hyl af Skræk, saa var altid Faderen saa mistænkelig hurtig inde hos dem, for med en bekymret Mine at spørge, hvad som var hændt, og røbede sig saaledes bestandig som Ophavsmanden.
P. A. Munch var fra sin tidligste Alder en stilfærdig og noget indadvendt Gut, røbende tidlig gode Anlæg, som bl. a. kom tilsyne ved, at han allerede som 4 Aars gammel Gut kunde læse rent. Han elskede Bøger over alt, og da hans Moder en Gang spurgte ham: «Andreas,
