Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 4.djvu/511

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

skab til, da det ikke længer er af umiddelbar Interesse for Nordens Historie.

Man finder paa flere Steder angivet et bestemt Tal paa samtlige Regestbind, der skulle opbevares i det pavelige Archiv. Men dette Tal kan alene vere omtrentligt, da vel neppe nogen endnu har gjort sig den Umage at optelle alle Regestbindene, ikke at tale om, at man neppe engang er enig om, hvad der skal henregnes til Regester, og hvad ikke; thi nogle henregne dertil ogsaa alleslags Qvitterings- og Regnskabsbøger, hvorved Regesternes Antal gaar op til noget ganske overordentligt. Jeg vil saaledes gjerne tro, at man, naar man regner fra 1198 til 1860, altsaa 662 Aar, og i Gjennemsnit tre Bind for hvert Aar, kan faa i alt henved 2000. Men forstaar man ved Regester kun Brev- og Supplik-Regester, bliver det neppe saa mange. Jeg skal her forsøge paa tilnærmelsesviis at bestemme Bindenes Antal indtil 1530.

Fra 1198 til 1316 kan i det højeste regnes 90 Bind 90
Fra 1316 til 1380 kan, naar man tager Hensyn til den store Udførlighed, til Existencen af Papirsregester, Supplik-Regester m. m., sikkert regnes gjennemsnitligt 4 Bind aarligt, altsaa for 64 Aar 246
Fra 1380 til 1440, 60 Aar, kan neppe regnes mere end 60 Bind 60
Fra 1440 til 1530, 110 Aar, omtrent 3 aarligt 330
Tilsammen 726

Men heri ere da ingen Regestbøger eller Cameralier medregnede. Tages de med, løber Antallet formodentlig op til 1000.


Ved at gjennemgaa de pavelige Regester, Bind efter Bind, faar man først en anskuelig Forestilling om, hvilken forbausende Indflydelse Pavemagten gjennem størstedelen af Middelalderen udøvede ej alene paa de kirkelige, men gjennem dem ogsaa middelbart paa de verdslige Anliggender i alle katholske Lande, de nærmeste som de fjerneste; hvorledes den udøvede den nøjeste Control, endog i de største Enkeltheder, og ved den urokkelige Stabilitet og Conseqvens, der betegnede hele dens Virksomhed og udgjorde dens Væsens Grundcharakteer, dannede en velgjørende Modvegt mod den Ubændighed, der var Middelalderens Særkjende og ellers vilde have revet Folkene hen i det vildeste