de, der søgte om Beneficier, altid nevne om deres hidtil hefte Stilling, om de Fortjenester, de troede at kunne paaberaabe sig, samt udtrykkeligt omtale, hvilke geistlige Embeder de for Tiden beklædte, saa at Paven enten kunde tilstaa dem at combinere disse med det nye, eller, hvis det ikke lod sig gjøre, da erklære, hvilke af dem skulde vere vacante, naar Candidaten var kommen i rolig Besiddelse af det nye Beneficium. Sedvanligt tilbød de sig allerede i Ansøgningen til at frasige sig de eldre Embeder, eller enkelte af dem, naar de indsaa Umuligheden af Combinationen. De sluttede gjerne deslige Ansøgninger med Bøn om Provisionen cum inhibitione (Forbud mod vedkommende Biskops eller Localautoritets Indblanding), decreto (Formlen decernimus exnunc irritum & inane &c.) ac aliis non obstantibus (de før omtalte Nonobstanter) et clausulis opportunis ac executoribus (Følgebreve om Udnevnelse af Executorer) ut in forma. Undertiden findes ogsaa flere slige Punkter opregnede. I Ansøgning om Egteskab i forbudne Led gjordes der nøje Regnskab for Slegtskabs- eller Svogerskabs-Forholdet, og denne Forklaring optoges gjerne uforandret i Bevilgningen.
Ansøgeren kaldte sig almindeligviis „devotus vester“, Konger somoftest „devotus vester filius“. Biskoper eller andre, der ved Provision havde erholdt deres Forfremmelse, kaldte sig endog „devota creatura vestra“ eller „dev. factura vestra“.
Alle de her omhandlede Ansøgninger slutte med den særskilte Bøn, at Sagen maa blive expederet uden yderligere Foredrag („quod transeat sine alia lectione“), hvilket viser, at samtlige derefter udstedte Bevilgninger ej hørte til secretæ, men communes og simplices.
Ved nærmere Undersøgelse af Maaden, hvorpaa Supplikerne ere indførte, sees det nu, at dette ikke skete in extenso, men i Uddrag, og at dette Uddrag ej gjordes under Indførelsen i i Regesten, eller for dennes Skyld, men tidligere, for at forelægges Paven, der i Regelen, som det synes, aldrig modtog eller gjennemlæste Originalsuppliken, kun Uddraget, der da formodentlig forfattedes i et eget Bureau af hans Cancellie. Paa Uddraget tegnedes da det pavelige Fiat, naar Ansøgningen var bleven bevilget, og først naar dette var skeet og Documentet derved selv var at ansee som en pavelig Resolution, indførtes det i Regesten. Derfor finder man ogsaa i Supplikregesterne altid hiint Fiat med de ved Resolutionen stundom tilføjede Betingelser skrevet med samme Haand som det øvrige, hvilket naturligviis
