Vegne, og følgelig finder man og Ansøgninger fra Biskoperne derom. De hyppigste Dispensationer for verdslige vare med Hensyn til Slegtskab og Svogerskab i de Led, inden hvilke Egteskab var forbudet; man finder derfor ogsaa mange Ansøgninger om slig Dispensation og Tilladelse til at indgaa Egteskab. Jo mere anseede og højtstaaende de Personer ere, der have indgivet Ansøgningen, af desto større Interesse er ogsaa denne selv saavelsom Dispensationen.
Fyrstelige Personer plejede ofte at faa overordentlige Tilladelser: a) til at lade Messe holde for sig paa Steder, belagte med Interdict, b) til at lade Messe holde for sig før Dag (antequam illucescat dies), o) til under visse Betingelser at betrede Klostre, hvor ellers ingen Lægmand maatte komme, d) til at bruge et flyttbart Altar (Altare portatile), hvorved de kunde lade Messe læse for sig, o. a. d. – Herom dreje sig derfor ogsaa mange Ansøgninger. Stundom søgte de og om Bekræftelse paa Klostre eller andre Stiftelser, som de havde oprettet, om Patronatsretten dertil, om Tilladelse til at flytte Klostre eller Kirker til bekvemmere Steder, om Tilladelse til at besøge Christi Grav, og Absolution fra den Excommunicationsstraf, hvori de faldt, naar de uden Tilladelse reiste derhen. Bevilgninger af de førstnevnte Slags tilstodes ogsaa ofte Biskoper, samt isærdeleshed pavelige Sendebud; disse behøvede vel neppe engang at ansøge derom, men fik dem meddeelte blandt den Masse af forskjellige Myndigheds- og Beskyttelses-Documenter, der overleveredes dem ved Udreisen, hvoriblandt og Pas, Anbefalingsskrivelser, Ret til at meddele Absolution i reserverede Tilfelde o. s. v.
Ansøgninger om Tilladelse til at velje en Confessor, der kan meddele Absolution in articulo mortis, ere naturligviis ligesaa hyppige som Tilladelserne selv.
Fra Geistlige finder man og, som det forstaar sig, mange Ansøgninger om Conservatorier o. s. v.
Det ligger forresten i Sagens Natur, at en Mængde Ansøgninger ogsaa dreje sig om mere specielle Gjenstande, der ikke kunne komme under nogen af de her nevnte Kategorier, men ofte ogsaa netop derfor ere af desto større Interesse.
I Supplikerne anførtes, som letteligt begribes, de Grunde, der talede for Bevilgelsen, samt og hvad der vel i for sig kunde tale derimod, men hvad man haabede ikke vilde vere til Hinder, naar dette hørte til de courante Nonobstanter. Saaledes plejede
