geistlige Beneficier. Disse indgaves enten af Candidaterne selv, eller og, hvad der er det hyppigste, af en eller anden højtstaaende geistlig eller verdslig Velynder, som Biskop, Konge eller Fyrste o. s. v. Blandt disse Beneficier ere dog aldrig Biskopsstole. Uagtet ogsaa disse vistnok maa have veret ansøgte, findes dog ikke en eneste Supplik om en saadan Befordring, og da man ikke vel kan indsee, hvorfor ikke ogsaa deslige Suppliker, om de virkelig havde veret til, skulde have veret extraherede og protokollerede, maa man formode, at der om Provision til slige høje Embeder aldrig har veret ansøgt paa sedvanlig Maade, ved indgivet skriftligt Andragende, men alene mundtligt, eller i alle Fald underhaanden, ved Privatbreve. Virkelig finder man, at de, der ved Provision befordredes til Biskopsstole, i Regelen personligt vare tilstede ved Curien, og saaledes mundtligt kunde drive dette Anliggende igjennem; og medens det næsten altid heder i de sedvanlige Provisioner til ringere Embeder, at de finde Sted „paa Grund af Ansøgning fra Candidaten selv eller denne eller hiin anseede Mand“, omtales i Biskopsprovisionerne aldrig nogen Ansøgning, og det heder altid, selv om Candidaten virkelig var bleven valgt af Capitlet, at Paven, efter at have casseret Valget, „saa sig om efter det bedste Subject og endelig kom til at kaste sine øjne paa Angjeldende“, som om aldrig nogen ydre Impuls havde ledet ham. Man maa derfor have anseet det upassende at erkjende Tilverelsen af nogen saadan, og under denne Forudsetning begribes det let, hvorfor ingen Ansøgning om Biskopsembede er opbevaret eller protokolleret.
Næstefter dette Slags Ansøgninger synes de, der handle om forskjellige Slags Dispensationer og extraordinære Tilladelser, at vere de hyppigste. De Dispensationer, som geistlige oftest sees at have forlangt og faaet, ere super defectu natalium, nemlig naar de vare uegte fødte, enten af verdslige Foreldre eller Faderen var geistlig. Thi efter Canonen skulde egentlig ingen uegte fødte beklæde geistlige Embeder, og for at dette kunde skee, maatte Dispensation vere erholdt.[1] Ofte meddeeltes der Biskoper, især de i fjernere Lande, hvorfra man ej saa let kunde komme til Curien, Tilladelse til at dispensere et bestemt Antal geistlige, ti, tyve, tredive, i saa Henseende paa Pavens
- ↑ Dispensationen meddeeltes først kun til Presbyteriatet og de ringere Grader, saa at man til Episcopatet maatte have ny yderligere Dispensation. Ansøgning om saadan er altsaa i og for sig Tilkjendegivelse af Aspiration til en Biskopssol.
