nelserne altid af megen Vigtighed: Besettelsen af en Biskopsstol var i hine Tider en vigtig Begivenhed, endog i politisk Henseende, især i Norden, hvor Biskopsstolene vare faa og Biskoperne derved saameget mere fremragende og betydende Personer. Besettelserne af de ringere geistlige Embeder give ofte, foruden de personalhistoriske Oplysninger, ogsaa Besked om de forskjellige Beneficiers Beskaffenhed, Beliggenhed og Indtægter. Af mindst Interesse ere maaskee Afdelingerne E og F, om optagelse i Klostre. Men ofte kan det, der i og for sig betragtet, uden Forbindelse med andet, maa siges at vere irrelevant, ved Siden af og sammenholdt med andre Sager blive af højeste Vigtighed og Interesse, og alle tilsammen i Forening bidrage til at give et Totalbillede af Curiens hele Virksomhed, der i Nøjagtighed og Anskuelighed overgaar Alt, hvad enhver Beskrivelse i Annaler og Historiebøger formaar at tilvejebringe.
De paa Papir førte Regestbøger ere skrevne med sedvanlig Cursivhaand, uden kalligrafiske Prydelser, sedvanligt sterkt forkortet. Cursivhaanden er naturligviis den til enhver Tid brugelige; i den største Deel af det 14de Aarhundrede er den derfor ret smuk, ofte endog elegant, og for det meste meget tydelig, men Blekket er ofte meget afbleget, fornemmelig, som det synes, ved at slaa ind i Papiret. Dette er ellers i hele det 14de Aarhundrede særdeles tykt og godt, det nærmer sig i Beskaffenhed og Udseende meget til det, som brugtes i tyrkiske Søpasse, eller som findes anvendt i arabiske og persiske Haandskrifter. Efterhaanden bliver Papiret af en ringere Qvalitet, og Haandskriften derhos utekkeligere og utydeligere, som sedvanligt i det 14de Aarhundrede, indtil den ved Midten af dette og hele den følgende Tid lige til Reformationen kan siges formelig at vere heslig, og stundom saa utydelig, at man ved første øjekast neppe veed, om det er latinske Bogstaver, man har for sig. I Pergamentshaandskrifterne er der lagt an paa meget mere Elegans. Pergamentet er altid af bedste Slags, saare hvidt, og saa glat paa begge Sider, at det ej kan vere Eselshuud, men maa vere Kalveskind. Skriften er i de eldste Aargange indtil henimod Slutningen af 13de Aarhundrede etslags Fractur, hvis man ellers ikke snarere skulde sige, at den Tids Cursiv lignede Fractur; hvert enkelt Brev er i Regelen forsynet med rød eller blaa Initial; ved Begyndelsen af hver Aargang eller hver Hovedafdeling ere Initialerne endog ofte store og smukt udzirede. Titelen for hver Aargang „Incipit Regestrum“ o. s. v.
