N. N. Egn tilstodes det N. N. at creere et vist Antal, dog saaledes, at den, der creeredes, ej maatte vere gift, samt at han aflagde en Eed, der i Originallicentsen altid fandtes optagen in extenso. Disse Licentser vare saaledes temmelig vidtløftige, men affindes i Regesterne, paa Grund af Formularen, med faa Linjer.
- D. De Provisionibus. Ogsaa her staa de enkelte Underafdelinger, som om de skulde vere sideordnede, nemlig:
- 1. Provisiones Episcoporum et Abbatum.
- 2. De dignitatibus vacantibus (Besettelser af Decanater, e. a. d.).
- 3. Pr. Canonicorum, eller de Canonicatibus.
- 4. De Canonicatibus cum exspectatione præbendæ.
- 5. De Beneficiis vacantibus.
- 6. De Beneficiis vacaturis.
- 7. De Fructibus percipiendis in absentia.
- E. De monasteriorum ingressu. Tilladelse til at gaa i Kloster.
- F. De recipiendis monachis et monialibus. Tilladelser for Klostre til at optage Munke eller Nonner.
- G. De conservatoriis. Beskyttelsesbreve, udstedte til Judices eller Conservatores, og sedvanligviis begyndende med en staaende Indledning, hvor det heder, at da Paven til sin Bedrøvelse har erfaret, at Konger, Fyrster, Baroner, Adelsmend og andre molesterede denne eller hiin Biskop, Abbed, Prælat, dette eller hiint Kloster o. s. v., tog han samme herved i sin særskilte Varetægt og overdrog Conservatores at hindre slig Molest.
Alle de, der her ere opførte under Lit. C – G incl., høre blandt Communes og Simplices; Brevene de Curia ere af svævende Kategori. Det forstaaes nu letteligt, at det rigeste Udbytte for Historien, den meste Oplysning om egentlige Facta, offentlige Forhandlinger, politiske Begivenheder m. m. erholdes af „Secretæ“ Og „Literæ de Curia“. Næst dem i Vigtighed staa Indulter, Privilegier, Conservatorier, da de deels oplyse om de større geistlige Stiftelsers Historie, deels antyde den offentlige Stemning i vedkommende Land og Forholdet mellem Geistligheden Og Lægfolket. Dispensationerne til Giftermaal i forbudne Led ere ofte af særdeles Vigtighed for Slegtshistorien. Provisionerne ere egentlig kun af personalhistorisk Interesse, men denne Interesse staar naturligviis i Forhold til den omhandlede Persons politiske og historiske Betydning. Derfor ere Biskops-Udnev-
