Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 4.djvu/485

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
A. Secretæ (ad legendum), der i Papirsbøgerne findes optagne ved Siden af de andre, men mestendeels henførte under Hovedtitlen „Diversarum formarum“, der dog er saa omfattende, at man stundom ogsaa finder den i de Pergamentsbøger, der ej skulde indeholde Secretæ. Men nogen skarp Adskillelse iagttoges ikke, saaat man endog stundom kan støde paa Provisioner blandt Secretæ.
B. De curia, forsaavidt de ikke regnedes til Secretæ, thi stundom finder man endog Benevnelsen „Secretæ de Curia“, de pleje dog sedvanligviis at vere indførte foran i de Bind, der indeholde Communes og Simplices, ikke i dem, der indeholde Secretæ.
C. De indultis et Privilegiis. Hertil høre alle Erectionsbreve, Confirmationer og virkelige Privilegier, samt en Mengde forskjellige Slags Bevilgninger. Enkelte af de hyppigere blandt disse ere dog sorterede for sig selv og indførte, som om de dannede sideordnede Rekker, medens de egentlig dog kun burde danne Underafdelinger. Disse ere:
1. de føronitalte Confessionaler, eller Tilladelser til at velje en Confessor, der kan absolvere in articulo mortis.
2. Licentiæ testandi for geistlige Personer.
3. Licentiæ creandi tabelliones. Retten til at autorisere Tabellioner eller Notarii Publici udøvedes i Middelalderen over hele det katholske Europa alene af Paven og Keiseren, saaat ikke engang Kongerne ansaa sig eller ansaaes berettigede til at meddele den. Derfor finder man og i Norge ingen Notarius Publicus nevnt i et Document som den, under hvis Medvirkning det var udstedt, uden at han enten var pavelig eller keiserlig autoriseret („publicus auctoritate apostolica [imperiali] notarius“), stundom med Autorisation fra begge, og det uagtet han var Nordmand og norsk Geistlig. Men Paven meddeelte undertiden andre højtstaaende Geistlige Retten til paa hans Vegne at creere et vist Antal Notarier, saaledes at de creerede derved bleve fuldkommen autoriserede pavelige Notarier for deres hele Livstid. Sandsynligviis vare ogsaa de fleste Notarier, man finder nevnte i Documenter, udstedte i de fra Curien fjernere Lande alene creerede paa den Maade. Thi hiin Licentia creandi tilstodes især Biskoper i fjernere Lande, saavelsom Nuntier, der sendtes derhen; og Licentsbrevet var altid affattet efter en staaende Formel, hvori det heed, at paa Grund af det utilstrækkelige Antal Notarier eller den totale Mangel derpaa i