Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 4.djvu/481

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

er ligeledes altid antydet, hvilket Ord der skal følge umiddelbart efter „paginam“, f. Ex. Nulli ergo etc. nostræ concessionis (inhibitionis e. a. d.) & cet.

Uagtet det ligger i i Sagens Natur, at Indledningerne til deslige Breve maatte vere højst forskjellige og ofte indrettes særskilt for det enkelte Brev, finder man dog ogsaa, at de saavidt muligt redigeredes til Formularer. Saaledes f. Ex. begyndte altid Confirmationsprivilegier for Klostre med Ordene „Religiosam vitam eligentibus“ o. s. v.[1] Af de Indledningsformularer, der bruges til andre simplere Indulter eller Concessioner, synes disse at vere de sedvanligste:

a. Justis petentium desideriis dignum est nos facilem præbere consensum, et vota quæ a rationis tramite non discordant, effectu prosequente complere. Cum igitur, sicut vestra (tua) petitio nobis exhibita continebat, …… nos vestris (tuis) supplicationibus grato conniventes assensu …
b. Cum a nobis petitur, quod justum est et honestum, tam vigor æquitatis quam ordo exigit rationis, ut id per solicitudinem officii nostri ad debitum perducatur effectum. Eapropter nos vestris supplicationibus grato conniventes assensu …
c. Sacrosancta Romana ecclesia devotos et humiles filios ex assvetæ pietatis officio propensius diligere consvevit, et ne prauorum hominum molestiis agitentur eos tanquam pia mater suæ protectionis munimine confovere, eapropter … vestris (tuis) supplicationibus grato conniventes assensu … (dette bruges især ved Protectionsbreve).

Alle disse Talemaader og lignende betegnes i Regesterne kun med „justis &c. … usque assensu“. „Cum a nobis petitur &c. … usque assensu“. „Sacrosancta &c. – usque assensu“. Istedetfor „supplicationibus … assensu“ finder man ligeledes ofte „justis precibus“ eller kun „precibus (supplicationibus) inclinati“.

Undertiden danner det hele Brevs Indhold fra først til sidst en Formel, af hvilken der da i Regesten efter Tilskriften kun anføres eet eller to Ord, derpaa &cetera og Datum. Af disse ere Confessionalerne, eller Tilladelsen til at velje en Confessor, der in mortis articulo kunde meddele Generalabsolution, de

  1. Ogsaa i deslige Klosterbreves øvrige Text forekom mange staaende Formler, hvor der da i Regesterne findes tilsvarende Udeladelser; men jeg anseer det overflødigt at anføre dem her, da fuldstændige Exemplarer af slige Breve, hvortil jeg kan henvise, findes i Codex Munkelivensis (Pave Eugenius d. 3dies Confirmationsbulle) og i Anhanget til „Chronicon regum Manniæ“ (Pave Innocentius’s Confirmationsbulle for Klostret Russin).