Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 4.djvu/449

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ingrossatæ, og denne Benevnelse har endnu vedligeholdt sig i England, hvor Reenskrivning af offentlige Akter kaldes „to engross“. Disse Grossatores maatte ej alene kunne skrive en god Haand – dette var maaskee endog deres mindste Ferdighed –, men ogsaa, og fornemmelig, til Punkt og Prikke kjende alle de, tildeels hemmeligholdte, Smaakneb og Finesser, hvorved man søgte at forebygge Forfalskning af pavelige Breve, idet man gjorde det let for den Indviede at opdage, hvilke vare forfalskede og hvilke ikke. Thi en Mengde saadanne Smaaregler, som det for den Uindviede enten maatte vere aldeles umuligt, eller og kun efter møjsommeligt Studium af en uhyre Mengde Pavebreve tilnærmelsesviis muligt, at abstrahere, men hvis Ikke-Iagttagelse dog strax i det pavelige Cancellie kunde opdages og paapeges, maatte meget lette opdagelsen af de fleste Falsknerier, og Visheden herom maatte igjen afskrække Falsknerne fra at øve deres Uvæsen altfor grovt.[1] At Pavebrevene alligevel forfalskedes, derom have vi ej alene Pave Innocentius’s Forsikkring i flere af ham selv udgivne Breve,[2] men flere slige falske Pavebreve ere endog opbevarede indtil vore Tider. I Baronius’s Annaler for 1195, no. 20, fortelles der om en Geistlig i Erkebiskop Galfrid af Yorks Tjeneste, der skulde have øvet slig Bedrift og fabrikeret flere falske Buller, og muligt er det, at den forfalskede Bulle, hvorved Kong Sverre paastod den ham overgaaede Bandsettelse at vere tilbagekaldt, er bleven til paa denne Viis. Man kunde nemlig med større Tryghed for ej at controlleres øve Forfalskningen af foregivne Breve til langtbortliggende Lande. –

  1. Det er nærverende Materie uvedkommende, udførligt at beskrive alle disse Finesser, og jeg kan desangaaende henvise til det ovenciterede Skrift af Delisle, hvor nogle heel merkelige Optegnelser derom, formodentlig af en Grossator fra c. 1300, ere aftrykte efter et Manuskript i det keiserlige Bibliothek og forklarede (S. 23 fg.). Exempelviis vil jeg kun heraf anføre, at i de Pavebreve, hvor Bullen vedhengtes i Silkesnor (hvorom nedenfor), skulde Pavens Navn skrives med de velbekjendte høje smale Bogstaver, det første af disse med en spids (opex) over og hvad man kunde kalde à jour eller med gjennembrudt Arbeide, hvorimod i Breve med Bullen i Hampesnor, skulde kun det første Bogstav af Navnet skrives stort, de øvrige som ellers. I Breve af første Slags skulde D i „dilecto filio“ være højere end de øvrige Bogstaver. I alle Breve skulde „Salutem et apostolicam benedictionem“ skrives forkortet Salt et apca ben., hvorimod man aldrig maatte skrive Ordene per og pro forkortede paa den ellers brugelige Maade, ꝑ og ꝓ. I Breve med Silkesnor maatte Forbindelsestegn antydes ved s over Linjen, i andre Breve kun paa sedvanlig Maade med ~ o. s. v.
  2. Literæ Inn. III. I., 235. 349. IX, 120.