man før Johannes d. 22des Tid aldrig nogensinde at have lagt an paa, fuldstændigt at optage alle Breve, der udgik fra Curien.
For nu nøjere og anskueligere at kunne gjøre Rede for Regestbøgernes Indretning og Beskaffenhed, bliver det her nødvendigt at forudskikke nogle Oplysninger om det pavelige Cancellie og dettes Forretningsorden i middelalderens tre sidste Aarhundreder.
Man erfarer, saavel af Innocentius d. 3dies, som de følgende Pavers Breve, at det pavelige Cancellie forestodes af en Cantsler eller Vicecantsler, under hvilke der igjen stod flere Notarier. Der lader ikke til at have veret nogen Cantsler eller Vicecantsler paa een Gang, og sedvanligviis finder man kun een Vicecantsler, ingen Cantsler. I den forhen meddeelte Notits om de pavelige Embedsmends Gagering er saaledes ogsaa kun Vicecantsleren opført. Notarierne vare etslags Expeditions-Secretairer eller Underbestyrere af de enkelte Contoirer. De vare samtlige høje Prælater, Vicecantsleren blev hyppigt, Cantsleren var vel endog stedse Cardinal. Notarierne førte ofte Titel af pavelige Capellaner, men ogsaa de avancerede stundom til Cardinalatet. Som Exempel paa det her anførte kan nævnes, at man mellem 1205 og 1212 finder Johannes, Cardinal-Diacon af St. Maria in Cosmedin, som S. s. Romanæ ecclesiæ Cancellarius, at Vicecantsleren Rainald, der har udferdiget flere Breve i Innocentius d. 3dies første Tid, nævnes i de seneste af disse som Erkebiskop af Acerenza (Archiepiscopus Acherontinus) i det Neapolitanske, og at Notarien Johannes, der udstedte Breve mellem 1203 og 1205, kalder sig først Subdiaconus, siden Cardinal-Diaconus af St. Maria in via lata, ligesom Magister Guido, der i Egenskab af Notar har udferdiget flere Breve under Honorius den 3die, var pavelig Capellan. Af det her anførte erfares (allerede, at hvorvel Brevenes Udferdigelse egentlig var Cantslerens eller Vicecantslerens Sag, kunde den dog ogsaa skee ved Notarien, formodentlig naar hine havde Forfald eller ej vare ved Haanden.
Under disse Embedsmend stod nu det hele Personale af Copister eller Skrivere, med et fælles Navn kaldte Scriptores, men mellem hvilke Forretningerne vare fordeelte efter deres Beskaffenhed, vistnok med Hensyn til hver enkelts Kundskaber og Dygtighed.
Naar et Brev skulde affattes, hvortil man ikke allerede havde en staaende Form, kunde Conciperingen deraf i Regelen
