Hopp til innhold

Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 4.djvu/332

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

323


Af alt dette fremgaar, at Italiens, eller idetmindste Kirkestatens Befolkning endnu kan kaldes en usleben Diamant, hvis gode naturlige Egenskaber nu kun formørkes og skjules af de Fejl, der uundgaaeligt klæbe ved den Vildhedstilstand, hvori den befinder sig. Hvorledes den skulde bringes ud heraf, er her ikke Stedet at antyde, om det end var muligt for os uden at kjende Forholdene endnu nøjere. Saameget tro vi alene at kunne sige, at den Maade, hvorpaa Italien hidtil har været betragtet og behandlet af det øvrige Europas Magter, meget har bidraget til Folkets Forvildelse, da Regjeringerne egentlig næsten aldrig have faaet Suk for sig til at arbejde paa Folkenes Oplysning og Dannelse. Ikke at vi hermed ville forsvare Regjeringerne, eller benegte, at selve Regjeringsprinciperne i det Hele taget have været foreldede og ugunstige for Befolkningens sande Opkomst. Men vi mene kun, at endog de ypperligste og mest velmenende Regjeringer under de hidtil bestaaende Forhold ikke vilde kunne have udrettet synderligt. Dertil udfordres fremfor alt Fred og Ro.



Romerske Tilstande.[1]


Der forestaar Rom, saavidt menneskelige Øjne kunne see, allerede i den nærmeste Fremtid en Omveltning, som ganske vil omskabe den. Naar den Begivenhed indtræder, som allerede længe baade udenfra og indenfra med langsomme, men sikkre Skridt har været forberedt, og nu synes uundgaaelig, nemlig Ophævelsen af Pavens verdslige Regjerings-Myndighed, Foreningen af Kirkestatens sidste Levninger med Kongeriget Italien og Roms Ophøjelse til dettes Hovedstad, vil for Staden Rom selv en ganske ny Tingenes Orden indtræde. Den vil maaskee i det Hele taget blive lykkelig derved og vaagne til et bedre, et friskere Liv — vi haabe det idetmindste, uagtet vi ingenlunde ere sikkre derpaa —, men vist er det, at denne nyere Tingenes Orden vil blive saa forskjellig fra den, der i Aarhundreder næ-

  1. Tidsskriftet „For Hjemmet“, udgivet af A. Munch og P. A. Munch, I. 404—53, 529—76. (Juli 1861).

21*