320
var tilstede, hvem dette kunde kede eller genere; det er en ligefrem Følge af det bestandige heel eller halv offentlige Samliv, og at man, for ej at falde andre til Besvær, skulde senke Stemmen eller tale afsides, kan naturligviis ligesaalidet falde halvvilde Mennesker ind, som om en Hund skulde undlade at gjø eller Høns at kagle i Menneskers Paahør. Men en anden Sag er, at ingen har Betænkelighed ved at brøle eller skraale af fuld Hals til hvilkensomhelst Tid. Jeg har selv seet paa en af Roms meest besøgte Gader, og paa en Tid, da den var meest opfyldt af Mennesker, hvorledes tvende lange halvvoxne Lømler, der stode omtrent et Par Hundrede Skridt fra hinanden, fandt for godt at samtale med hinanden i denne Afstand, naturligviis skraalende af fuld Hals, uden at kære sig om de Forbigaaende, som de næsten skraalede lige i Øret, saa at deres Trommehinde var nær ved at briste. Om Nætterne, især om Sommernætterne, kan man paa Roms Gader altid være vis paa at høre Støj og Skraal, men Rom er dog i saa Henr seende en stille By i Sammenligning med Smaabyerne. I disse besværes man i den Grad af Brølen, Hylen og alskens anden Larm, at man stundom kan blive aldeles fortvivlet; paa Nattero er der da ej at tænke, og for Syge maa det vistnok endog være farligt. Sagen er den, at om Sommeren bliver der arbejdet mere om Natten end om Dagen; og nu er det engang Skik og Brug, at Arbejderne forkorte sig Tiden ved hvad de kalde Sang, men egentlig ikke er stort andet end uartikuleret Brølen af fuld Hals. Og Ulykken er nu, at de begynde med denne Brølen allerede om Aftenen, sværmende om i Gaderne, førend de gaa paa Arbejde. Undertiden nærmer denne Brølen sig noget mere til Sang, idet hvert enkelt Vers ender med en langt udtrukken melancholsk Accord, hvori hver især endog har sin særskilte Stemme; men paa denne Accord nær er alt det øvrige ene og alene disharmonisk Skrig. Og dog maa man prise sig lykkelig, naar Nætterne alene forstyrres paa denne Maade; men det sedvanlige er, at Enhver, gamle og unge Folk, og ganske smaa Gutter, brøle og hyle obligat, af alle Livsens Kræfter, saaat man skulde tro, at deres Lunger maatte springe. Naar nu hertil kommer den uafladelige Snakkerads, ogsaa holdt fortissimo, mellem Personer af begge Kjøn og enhver Alder, hvorved især Kvindernes Repliker ere gjennemtrængende, og den sig dermed blandende Brølen af Oxer, Skryden af Esler og Bjeffen af Hunde, der ere forskrækkede over al denne Larm, kan der, som man let
