317
velbekjendte Mangel paa Respect for Ejendomsretten. Heraf fornemmelig de mange Røverier og Tyverier, der øves i Italien. Italieneren er ikke af Naturen rovgjerrigere eller tyvagtigere end andre Nationer, kanskee endog, om det kom til Stykket, mindre. Men Vildhedstilstanden, i hvilken han befinder sig, gjør det vanskeligt, ofte umuligt for ham at fatte, at den, der mangler, ikke skulde have Ret til at hjelpe sig saa godt skee kan ved at tage af Andres. Og kan han hverken røve eller stjele, nøjes han med at tigge. Dette indeholder for ham intet ydmygende og er derfor hos ham heller intet Tegn paa nogen Mangel paa Æresfølelse; Tanken om, at Æren har noget hermed at bestille, er for ham ganske fremmed; han har kun en dunkel Forestilling om, at den, der har meget, kan eller bør afgive noget til den, som har lidet. Det vilde være spildt Møje at forsøge paa at bibringe ham fornuftigere Begreber: han har ikke Betingelserne til at kunne fatte dem. Man kan jo nu vistnok sige, at det er til stor Dadel for Regjeringen, at den ej har sørget bedre for Folkeoplysningen, men tilladt Befolkningen at udarte til denne Vildhed. Men Regjeringen og det hele System tilhører, som allerede bemerket, en for os tilbagelagt Tid, og man kan derfor ikke egentlig gaa i Rette med den, at den ej har følt eller indseet, hvad der ej føltes eller indsaaes paa hiin Tid: Aarhundrederne ere gangne hen over den, og den er bleven sig selv liig. Og for dette kan man ej gaa saa meget i Rette med den. For det første er den ved sine Traditioner og ved selve Betingelserne for dens Tilværelse mere anviist paa Fastholden ved det bestaaende end de fleste andre; for det andet medfører endog Erindringen om Roms Fortid og Rigdommen paa Mindesmerker fra denne Tid, at man lettelig glemmer Nutiden over Fortiden. Endelig have ogsaa de fremmede Magter neppe engang levnet den Stunder til at beskjeftige sig tilbørligt med Folkets nærmeste Interesser.
Forresten ville vi ej hermed sige, at Uelskverdighederne ved den italienske Almuesmands Charakter derfor ere mindre uhyggelige, at de mere grunde sig i Mangel paa Cultur, end i slet naturlig Disposition. De formildes vistnok, eller rettere glemmes stundom, ved de mange utvetydige Beviser paa oprindelig god Forstand og godt Hjerte, som enhver, der i nogen Tid har opholdt sig i eller ved Rom, nødvendigviis maa have erfaret; Man faar endog i Længden meget tilovers for Folket, trods alle Ubehageligheder, men disse Ubehageligheder undlade dog ikke
