312
blive kaldte Grevinder eller Marquisinder: den fattige Romer legger da Titelen til — thi næsten alle romerske Adelsmænd have slige Titler —, og Damen skaffer Pengene: saaledes ere begge Parter tilfredsstillede. Uagtet de Franske i politisk Henseende have Magten her, synes de dog ikke paa langt nær i det sociale Liv at kunne hamle op med de Engelske: dertil ere de i det Hele taget for raa og ubehagelige. Al denne Beundring af det Fremmede kommer dog ej af Mangel paa Patriotisme, men af den ydmygende Bevidsthed om at staa tilbage for de Fremmede i aandelig Udvikling, og overhoved af den Fortrykthedsfølelse under de bestaaende Forholde, der nedtynger enhver dens Sind, der har nogen Anelse om, hvad virkelig Dannelse vil sige. Uvilkaarligt føler en saadan Romer sig — han være forresten saa patriotisk og stolt, han vil — ligeoverfor den kundskabsrige Fremmede som Mindremand og forfalder derfor let til at copiere den, der ved sin ydre Fremtræden især imponerer dem.
Med den simple Mand er dette nu anderledes. Uvidende og uopvakt, har han neppe engang nogen Forestilling om de Fremmede uden som Væsener, der tale et andet Sprog, og som egentlig kun ere til for at skaffe de Indfødte Fortjeneste og Fordeel, ligemeget om retmessig eller uretmessig. Men det vilde dog være højst ubilligt, om man deraf lod sig forlede til at bryde Staven over den simple Romers Charakter. Hans Fejl fremtræde vel maaskee især for den Fremmede i et uhyggeligt Lys, da de sjelden yttre sig paa den Maade i mere civiliserede Lande; men ved at betragte dem nøjere vil man dog finde, at de mestendeels have sin Rod i Vankundighed, Mangel paa Aandsudvikling og overhoved de særegne Forholde, under hvilke han lever. Thi f. Ex. den simple Romer tigger uden Æresfølelse, stjeler og bedrager, somoftest hvor og naar han finder Lejlighed. Men han gjør det aabenbart mere af Naivitet, og fordi han ikke ret indseer det Nedverdigende eller Uretmessige deri, end af Ondskab. Ej engang et Indbrudstyveri eller et Stratenrøveri behøver hos ham at forudsette virkelig Forvorpenhed. Det milde Klima og Landets Frugtbarhed medfører, at den simple Mand har faa Fornødenheder for at leve, thi han behøver kun et lidet Skuur at sove i, saa kan Gaden eller den frie Mark forresten være hans Stue: for en Ubetydelighed kan han kjøbe den Haandfuld Bønner, eller Løg, eller Salat, hvoraf han lever. Og da nu derimod legemligt Arbejde i dette Land, hvor Dagen fordetmeste er heed, falder meget vanskeligere og
