293
Disse Villaer sagdes altsaa at ligge „in Albano“, i det Albanske. Men da en saadan Villa var en vidtløftig Samling af flere Husebygninger, kunde alene tvende Villaer, nær ved hinanden paa et Sted, give det Udseende af en By. En saadan dannede sig og virkeligt her i Tidens Løb, eftersom de rige og megtige Ætter uddøde, og deres vidtløftige Villaer omdannedes til Samlinger af mindre Vaaningshuse. Saaledes opstod da Byen Albanum, eller, som den nu kaldes, Albano, hvis fornemste Deel dog endnu kun er en eneste, meget lang Hovedgade paa begge Sider af den appiske Vej, der nu vel her er skjult under Gadens Brolegning, men som fra Bakken, der nordenfor fører op til Byen, kan forfølges af Øjet heelt til Rom som en snorlig Stribe. Dette nuværende Albano strekker sig næsten lige hen til Aricia, som kun adskilles derfra ved et smalt, men dybt, skovopfyldt Dalføre. Endnu for faa Aar siden gik Vejen fra Albano til Aricia ned i dette og atter opad den stejle Bakke paa den anden Side. Nu er her over Dybet slaaet en Bro, eller rettere en Viaduct, et sandt Kæmpeverk, da Broen hviler paa flere Rader megtige Buer over hinanden, saa at man passerer den fra Bred til Bred i maaskee 1000 Fods Afstand uden mindste Ned- eller Opstigning paa nogen af Siderne. Fra Broen selv har man den herligste Udsigt, deels over de nedenfor liggende Skraaninger, over den merkelige Vallericia (den nysnævnte udtørrede Sø), over Campagnen og Havet; deels, naar man vender sig til den anden Side, over de skovbevoxede Fjeldsider og fornemmelig det lige over Broen værende Dyb, der er opfyldt med en Trævegetation saa tæt og frodig, at man ved Synet af den maa tænke paa den nye Verdens Urskove. Da det eldre Aricia laa nedenfor Bakken, og kun Borgen der, hvor den nuværende By ligger, stiger ogsaa den appiske Vej lige fra Albano, forbi hiint etruriske Gravmonument, ned i Dalen, for atter at stige op paa den modsatte Side. De betydelige Levninger, som her ere tilbage af Vejen, vise, hvilket Kæmpeverk den maa have været. Hiin gamle islandske Abbed, Forfatter af den ovennævnte Rejseroute, kalder den derfor ogsaa „et herligt Mandsverk“. For at den ej skulde blive for brat, er den lagt i Slyngninger opad Bakken, med Underbygninger paa flere Steder af mindst 40 Fods Højde, bestaaende af uhyre Steenblokke. Man nævner en af de bekjendte Graccher som den, der lod dette Arbejde udføre. Nå benyttes imidlertid ikke denne Vej, da en ny, prægtig Vej — Hovedvejen til Neapel — nu
