290
ej længer er i Virksomhed, eller kan kaldes udbrendt, fylder Krateren sig efterhaanden med Vand eller Jord og danner da enten Indsøer eller Dalfører, omgivne af en ligesom kredsformig Muur. Betragter man nu for det første Albanerbjergene i Frastand, saa vil man see, at de hæve sig saa umiddelbart op af Sletten uden at staa i Forbindelse med Appeninernes HovedBjergmasser, at der mellem hiin føromtalte Fjeldsamling, hvortil St. Gennaro hører, og Albanerfjeldets nordlige Skraaning endog er et bredt, ganske fladt Strøg, som ej engang kan kaldes en Dal, men alene, som ovenfor nævnt, en Fortsettelse af Campagnen, der i Horizonten tegner sig med en aldeles ret Linje, som om man saa ud i Havet. Og betragter man Albanerfjeldets hele Masse paa et godt Specialkart (thi den er for stor til at kunne oversees af Øjet), vil man strax finde, at den først danner en eneste stor Ring af maaskee henved fem norske Mile i Omkreds, der indslutter et tilsvarende Dalføre, men at der inde i dette atter hæver sig en højere Ring, som ligeledes indslutter et mindre Dalføre; det højeste Punkt paa Randen om dette er det egentlige Albanerbjerg, nu kaldet Monte Cavo, fra hvis Spidse man ej alene tydeligt kan iagttage hele den indre Ring og det deri liggende Dalføre, men ogsaa, paa den vestlige og sydvestlige Side, to mindre, lavere Ringe eller Kratere, nu opfyldte med Vand; den større af disse, mod Vest, er Albanersøen, den mindre, mod Sydvest, den nu saakaldte Nemi-Sø, begge overordentlig smukke og maleriske, men fremvisende saa tydeligt det vulkanske Præg eller Kjedelformen, at det endog for de i deslige Sager allermest uindviede maa være paafaldende. Endelig finder man længst nede ved Udkanten af hele den store ydre Ring næsten paa selve Sletten nogle flere kjedelformige Fordybninger, om hvilke ligeledes enhver ved første Øjekast idetmindste vil sige, at de engang i Tiden maa have været Indsøer. Den største af disse er den nu saakaldte Vallericia (egentlig Valle d’Aricia) nedenfor den lille By Aricia; den er al deles flad, som om Vandet var styrknet til en grøn Slette, men ellers med stejle Bredder aldeles som en Indsø. Og paa hvilkensomhelst Kant af den hele Bjergmasses ydre Skraaning man graver, støder man paa lange Strekninger af Lava, styrknede Strømme, der alle have flydt ned ad Skraaningen og saa langt frem i Campagnen, som de havde Fart til, inden de stivnede. Flere af dem have endog naaet heelt til Tiberen, ved Rom. Den berømte Via Appia er endog anlagt paa Rygningen af en
