278
teristiske for disse Landskaber. Stundom seer man endog Omridsene mod Horizonten omgivne af en svag, men dog kjendelig, Hildring af Regnbuefarver, af samme Slags, skjønt ikke saa sterke, som i enkelte Kikkerter. Hvad nu endelig Landskabernes Udsmykning ved Menneskehaand angaar, have vi her ej alene de verdensberømte Ruiner, der dog i Afstand ikke ere saa fremtrædende, men ogsaa de mange smaa Byer eller Landsbyer paa de mindre Højder, allesammen lignende gamle Casteller fra Middelalderen, fra hvilken de tildeels ogsaa hidrøre, forsaavidt som ikke flere Huse, hvad der virkelig er Tilfældet, ere opførte i den hedenske Oldtid. I de fleste af disse Smaabyer er der dog et eller andet fremtrædende Taarn, med Tinder og Fremspring, eller Levninger af de tindede Mure, der tidligere omgave dem. Man finder sjelden en liden Højde eller et frit staaende Bjerg, der ikke krones af en saadan Castell-lignende By, eller idetmindste af et virkeligt Castell, stundom nu liggende i Ruiner. Overhoved ville Mange, der i deres Barndom hav haft gamle Billedbøger at blade i, navnlig Billedbibler med Phantasi-Landskaber, sedvanligviis oprindeligt efter Arbejder af dygtige Mestre, her i Italien see disse Landskabers Forbilleder: brede, flade Dale, ofte med en Elv slyngende sig i Midten dristige, takkede Fjelde i Baggrunden, Casteller paa de mindre Bjergspidser, smaa Byer med Taarne, massive Broer, Viinhaver paa de nederste Skraaninger, hist og her et gammeldags Palads: man synes her strax ved første Øjekast at føle, at hvad man seer, ikke er noget ganske fremmedt, men at en dunkel Erindring om deslige Scener hviler i Sindet; man undres over, hvor man dog kan have seet saadant før; en Tidlang er man uvis og leder efterhaanden længer og længer tilbage blant sine Barndomsminder efter Erindringens Ophav, indtil det endelig bliver En klart, at det dog kun er disse Billeder, de foresvæve Sindet; men desto større Trylleri udøve derfor de virkelige Gjenstande paa dette.
Hvad der er særegent for Roms Omegn, og som gjør dens Beliggenhed saagodtsom til den eneste i sin Slags, er den for underlige, uhyre saakaldte Campagna, der nærmest omgiver den. Som bekjendt, er denne Campagna egentlig en eneste stor Slette mellem Havet og Bjergene, et Slags Forland, der som saadant forholder sig til de sig bagenfor hævende Bjerge, so Jederen i Norge forholder sig til Bjergene oppe i Dalerne. Men Liigheden mellem begge bestaar dog alene heri. Thi hvor langt
