276
ligegyldigt, i hvilken Deel af Kirken Højaltaret rejstes. Saaledes staar endog i Peterskirken Højaltaret i den vestlige Deel, og lige i Vest for Hovedindgangen. Men deraf, at dette Spørgsmaal betragtedes som ganske ligegyldigt, kom vel og, at heller ikke i Kirkerne udenfor Rom noget Hensyn sees at være taget til Orienteringen. Man skulde egentlig vente, at Linjen fra Hovedindgangen til Højaltaret her antydede Retningen mod Rom, men det forholder sig ikke saa: det er aabenbart, at hele denne Tradition alene tilhører den gotiske Bygningsstiil. Men heraf følger da og, at hvor denne endnu anvendes til Kirker (eg regner her til den gotiske Bygningsstiil i videre Forstand saavel den ældre, rundbuede, som den spidsbuede Stiil) er man ikke berettiget til at sette sig ud over hiin Orienterings-Regel, thi den er upaatvivleligt paa det inderligste og uadskilleligste forbunden med hele Stilen. Naar man derimod bygger Kirker i den modern-halvklassiske Stiil, hvori de fleste romerske Kirker ere opførte, eller til hvilken de idetmindste ere reducerede, da er det en ganske anden Sag; her maa man have frie Hænder til at anbringe Altar og Skibets Længde i hvilkensomhelst Retning.
Roms Omgivelser. At Roms Omgivelser ej alene ere interessante ved deres Rigdom paa historiske Minder, ja ved de Erindringer, der saaatsige klæbe ved selve Jordbunden, men at de i og for sig ere skjønne og indtagende, derom ere vel de Fleste enige, saaledes at Mange endog i Længden foretrække Egnen om Rom for de ved første Øjekast mere glimrende Omgivelser af Neapel. Men saavel Rom selv som dens Omegn har det ved sig, at man først ved nærmere Betragtning lærer at fatte alle dens Skjønheder. Mange af disse ere dog saa iøjnefaldende, at de strax maa vekke den Fremmedes, især Nordboens, Beundring, det er nemlig de, som overhoved ere charakteristiske for de italienske, maaskee endog for de fleste sydeuropæiske Bjerglandskaber, og som vel fordetmeste ligge i Formationens Beskaffenned. Hvad der nemlig især maa være os Nordmænd paafaldende, er Udsigternes Omfang og Frihed selv der, hvor høje Fjelde begrændse Horizonten. Hos os er man ikke vant til nogen stor Mellemgrund, undtagen hvor denne optages af Indsøer. Man nyder sjelden Synet af en heel Fjeldside, da der, naar man befinder sig i tilstrekkelig Afstand for at kunne see Toppen, almindeligviis komme andre mindre Fjeldpartier i Vejen, som skjule Foden, og naar man kommer saa nær, at man kan see denne, forsvinder igjen Toppen. Landskabet
