275
ges Pantheon ogsaa af Vand fra andre Kanter; det ligger nemlig saa lavt, at Tiberens hyppige Oversvømmelser allerførst merkes der, idet nemlig Tibervandet strømmer ind i de Cloaker, der nødvendigviis maa findes nedenunder til Optagelse af Regnvandet. Ofte fosser da Vandet op af de selvsamme Huller, gjennem hvilke Regnvandet skulde strømme ned, og staar over Gulvet, saa at man ej kan gaa derind uden ved at hoppe fra en Skammel til en anden, eller paa Planker, lagte over Skamlerne. Derfor er der og sedvanligt noget fugtigt og kjelderagtigt derinde. Udentil har den næsten nittenhundredeaarige Bygning ogsaa nu noget skummelt ved sig. I Oldtiden var den derimod over al Maade glimrende og prægtig. En stor Forhalle havde 16 Granitsøjler, med korinthiske Kapitæler af hvidt Marmor. Tagbjelkerne vare af forgyldt Erts, og Taget selv bedekket med Tegl af forgyldt Bronce, foruden mange andre Prydelser. Dog selv saaledes, som Bygningen nu viser sig, er den et forbausende og ærefrygtvekkende Mindesmerke om Hedenold.
Den, der har gjort de gamle Kirkebygninger nordenfor Alperne til Gjenstand for sine nærmere Undersøgelser, vil med Forundring see, at hvad der hos os og i de tilgrændsende Lande blev nøje overholdt, saavidt muligt at legge Kirken i Øst og Vest, saaledes at Højaltaret laa i Øst og Hovedindgangen i Vest, i Rom aldeles ikke er iagttaget, saa at man kan finde Højaltaret i hvilkensomhelst Retning fra Hovedindgangen. Dette torde maaskee kunne forklares deraf, at i de fleste Egne, hvor den (urigtigt) saakaldte gotiske Bygningsstiil blev den herskende, havde man middelbart eller umiddelbart modtaget Christendommen fra England, hvor Christendommen igjen oprindeligt var prædiket ved Mænd fra Menighederne i Østen (Lilleasien eller Syrien), der aldrig betragtede Rom, men derimod Jerusalem som Christendommens fornemste og helligste Punkt og derfor stedse foreskrev, at man i sine Bønner skulde bøje sig mod Østen, saaledes som det udtrykkeligt heder i de første Linjer af den ældste norske Christenret; medens derimod i Rom den Mening snart blev gjeldende, at den selv var Christenhedens Hovedpunkt, og at man derfor ikke ved sine Andagtsøvelser behøvede at vende sig mod noget andet Punkt udenfor dette. Thi af den Omstændighed, at man i sine Bønner altid skulde vende sig mod Østen, faldt det af sig selv, at Højaltaret maatte anbringes i Øst for Indgangen og Hovedskibet, medens Ligegyldigheden af, hvilken Stilling man indtog under Bønnen, ogsaa gjorde det
18*
