259
hvortil man kan faa mere Lede, end det conventionelle Helgen- eller Martyr-Udtryk i ethvert Ansigt, og de ligesaa conventionelle Stillinger af Bøn eller Sønderknuselse, eller Forklarelse, hvori disse Helgener, naar ikke ligefrem deres Martyrdom afbildes, ere fremstillede. Nej, da faar man et langt højtideligere Indtryk og stemmes ganske anderledes til Andagt i Kirker som Notre-Dame i Rouen og Paris, i Domkirkerne i Köln og Milano, overhoved i alle hine herlige saakaldte gotiske Kirker, hvorpaa Tydskland og Frankrige ere saa rige. Den eneste af de mindre romerske Kirker, som jeg virkelig har fundet baade tækkelig og højtidelig, er den saakaldte „Maria sopra Minerva“, saa kaldet, fordi den er bygget over Ruinerne af et gammelt Minerva-Tempel, ej langt fra Pantheon. Men den er ogsaa spidsbuet og nærmer sig i sit hele Anlegg de gotiske Kirker nordenfor Alperne. Vel er den ogsaa meget udsmykket, efter de romerske Kirkers sedvanlige Viis; Vegge og Piller straale af kostbar Steenbeklædning, og Gulvet er lagt i smukke Fliser. Men denne Pragt overvelder ikke; de rene og ædle Former vekke et behageligt Indtryk; der er ingen Overlæsselse med Malerier, og et magisk Lys strømmer ind ad flere Vinduer ved farvet Glas. Imidlertid hidrører ogsaa her den største Pragt fra sildigere Tilsetninger; men da Kirken byggedes under Gregor den 11te omkring 1375, maaskee af Kunstnere, hidsendte fra Frankrige, er den verdigere ultramontane Bygningsstiil bleven altfor gjennemgribende og fremtrædende til at kunne udskjæmmes af hine Tilsetninger, der væsentligst tilhøre Cardinal Barberini, i første Halvdeel af det 17de Aarhundrede.
Man maa imidlertid ikke bedømme denne Lyst til at modernisere Kirkebygningerne, der har viist sig saa fremherskende i Rom, fra vort Standpunkt, og alene betragte det som en Yttring af Smagløshed. Hos os, i den protestantiske Deel af Europa, ere Forholdene langt anderledes. Reformationen staar her som en fremragende, absolut Skillevegg mellem Før og Nu; hvad der ligger forud for den, altsaa i sin Tilbliven skyldes den romersk-katholske Tidsalder, tilkjendegiver sig strax som et ærverdigt Fortids-Monument, der kun med varsom og ærbødig Haand tør berøres, og som enhver Mand af Smag, eller endog kun med sund Sands, helst ønsker at bevare uforandret. Og dog, hvor længe [siden] er det hos os og selv i den øvrige Deel af den oplyste protestantiske Verden, at man begyndte at betragte de gamle katholske Kirkebygninger paa denne Maade? Vi kunne
17*
