254
Trappetrin, der føre ned til Fergestedet ved Ripetta, ere disse bedækkede med et tykt og fast Lag af bundfeldet Leer, til hvis Bortskaffelse ofte en heel Mængde Arbejdere behøves. Aarsagen til denne hyppige Stigen er formodentlig deels Mængden af dens Bi-Elve, der ved ethvert Regnvejr af større local Udstrækning tilføre den betydelige Vandmasser, deels vel og den Omstændighed, at dens eget øvre Løb, saavelsom Bi-Elvene, falder gjennem Bjerg-Egne, hvor det hurtigt strømmende Vand ej saa let kan indsuges af Jorden. Ved det nysnævnte Fergested ere to Søjler, der vise Højden af Elvens største Stigninger i de nyere Tider, og flere af disse Angivelser gaa til det Utrolige for den, der kun har seet den i sin sedvanlige Tilstand. De øverste Merker ere vist i det ringeste ti Fod over Gaden, og denne igjen maaskee tyve Fod over Vandspejlet, hvilket altsaa angiver en Stigning af mindst tredive Fod. Jeg har selv oftere seet Vandet naa over Gaden, ved hvilke Lejligheder det flere Steder, navnlig ved Engelsbroen, har aldeles afskaaret Færselen og i den lave Egn ved Pantheon dannet en Strøm om denne Bygning, ja endog trængt ind i den og bedækket Gulvet. Men naar den naaede hiin største Højde, maa den have gaaet heelt til Pincius-Bjerget og forvandlet det hele Strøg mellem dette og Capitolium til etslags Venedig. Allerede naar Elven er svulmet saa højt op, at den naar Gaden, seer den overmaade mægtig og voldsom ud: Strømmen er mere rivende, og Vandet mørkere; man begriber meget vel, hvorledes de gamle Romere da maatte tænke sig Flodguden vred, barsk og skummel. Løsrevne Træer m. m., som den da fører med sig, vidne ogsaa om anrettede Ødelæggelser højere oppe. Det er ved slige Lejligheder en yndet Syssel for voxne og halvvoxne Gade-Slusker at stille sig paa Engelsbroen og med etslags Snøre, som de hænge ud, opfiske alt saadant, som Elven fører med sig, forsaavidt de kunne faa det til at hænge ved.
Om Kirkerne i Rom, denne Stadens saaatsige fornemste Bestanddeel, har jeg med Flid opsat at udbrede mig nærmere indtil nu, da det er nødvendigt at dvæle noget udførligere ved dem. Der er nemlig rimeligviis faa Gjenstande i Rom, om hvilke den Fremmede gjør sig urigtigere Forestillinger, end netop om Kirkerne. Man hører saa meget om den romersk-katholske Gudstjenestes Pragt og om den Rigdom, hvormed Kirkerne ere
