Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 4.djvu/250

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

omstunder. Dog maa der have været en Tid, nemlig da Roms Folkemængde var paa sit højeste, medens de fornemste af de ældre Kvarterer allerede vare blevne optagne af de store kejserlige Pragtbygninger, hvor kun forholdsviis en meget liden Deel var ubebygget; nu, kan man sige, er det over Halvparten, og i Middelalderen var det endnu mere, hvis den Angivelse eller Beregning er rigtig, at Rom i sin mest forladte Periode ej havde stort over 25,000 Indbyggere, medens der dog indenfor dens vidløftige Mure rundeligt er Plads for en Million.

Denne vide Ringmuur havde i gamle Tider 16 Porte, hvoraf de fleste forsaavidt ere til endnu, som man, om de end ere tilmurede, dog seer hele deres Tilbehør af flankerende Taarne m. m.; nuomstunder ere i den egentlige Stad paa Østsiden af Elven kun 8 af dem i Brug, nemlig Porta del Popolo, længst mod Nord, fordum kaldet Porta Flaminia, fordi den optog den store flaminiske Vej, der kom fra Øvreitalien; Porta Salaria og Porta Pia, fordum Nomentana, begge i Nordøst; Porta di St. Lorenzo (saa kaldet, fordi den fører til den store Basilica St. Lorenzo), fordum Prænestina (fordi Vejen gjennem den gik til Præneste eller Palestrina), i Øst; Porta di St. Maria Maggiore (Labicana), Porta St. Giovanni (Asinaria), Porta St. Sebastiano, fordum Porta Appia, fordi den berømte appiske Vej her begyndte; i Roms tidligere Dage var Porten, der førte til denne, meget længer inde, ej langt fra Circus Maximus, og kaldtes Porte Capena; Scipionernes Gravsted, der nu ligger indenfor Muren og Porten, laa i den Tid udenfor Porta Capena, ved den appiske Vej. Længst imod sydvest er endelig Porta St. Paolo, saa kaldet fordi Vejen gjennem den fører til den berømte St. Pauls-Kirke udenfor Murene; fordum kaldtes den Ostiensis, fordi Vejen gjennem den gaar til Ostia.

I Roms forvirrede og indviklede Gadesystem er der enkelte Hovedkanaler for Kommunikationen, der gjør det lettere for den Fremmede at orientere sig, end man i Førstningen skulde formode. De fleste af disse vare sandsynligviis allerede Hovedveje eller Hovedgader i den gamle Tid; med enkelte af dem er dette endog aldeles sikkert. Saaledes er Corso – Stadens længste Gade, der i lige Linje fører fra Piazza del Popolo, strax indenfor Porten af samme Navn, næsten til Capitoliets Fod – den gamle Via lata (den brede Gade), der igjen var en Fortsættelse af den flaminiske Vej. At den virkelig i ældre Tider maa have svaret til sit Navn, kunne vi slutte deraf, at den gamle Kirke