og solid bygget, men vanziret ved en Mængde over al Maade forvredne og affekterede Billedstøtter af Bernini. Ogsaa andre Broer føre fra den egentlige Stad til Kvartererne hiinsides Tiberen, nemlig Sixtus-Broen (Ponte Sisto), fordum kaldet Janiculus-Broen, fordi den førte til denne Højde; St. Bartholomæus-Broen (Pons Cestius) og de fire Hoveders Bro (Pons Fabricius), saa kaldet af en Dekoration paa dens Brystvern, hvilke begge forbinde den lille i Elven liggende Ø St. Bartholomæus-Øen med begge Breder, og endelig den gamle æmiliske Bro, ved Velabrum, nu kaldet Ponte Rotto eller den afbrudte Bro, fordi flere Buer paa den Side, der er nærmest Velabrum, ere styrtede sammen: den vilde derfor og være ubrugelig, hvis ikke den manglende Deel i de sidste Aar var bleven erstattet med en Jernbro. Af den gamle Bjelkebro (Pons Sublicius) mellem Aventin og hiinsides, ere nu kun faa Spor tilbage.
Alt dette, som jeg her har opregnet, saavel den nyere, tætbebyggede, som den ældre, mestendeels ubebyggede Deel af Staden er omringet med en høj Ringmuur, af hvilken alt, hvad der ligger østenfor Elven, altsaa omgiver den egentlige Stad, med god Føje kan siges at hidrøre fra Kejsertiden, eftersom store Stykker endnu virkelig ere saa gamle, og de nyere Dele kun have været tilføjede efterhaanden som Udbedringer eller Udfyldninger, ej som nye Anlæg, og derved have beholdt den gamle Form, saa at Muren virkelig nu paa det nærmeste maa see aldeles saadan ud, som den saa ud i Oldtiden. Den er altsaa selv en af Roms ærværdigste og veldigste Oldtidslevninger, og jeg har aldrig kunnet betragte den, uden med en vis hellig Ærefrygt og den højeste Interesse. Kun hiinsides Tiberen, om Vatican-Kvarteret, er Muren noget nyere, nemlig fra Pave Leo den 3dies Tider (c. 800),[1] da dette Kvarteer, efter ham kaldet den leoninske Stad, først da blev inddragen inden Ringmuren, som tidligere fra Porta Flaminia (del Popolo) strakte sig langs Tiberen, indtil Engelsbroen, eller rettere lige overfor Begyndelsen af Trastevere-Kvarteret, der allerede var indlemmet inden Muren af Kejser Aurelian (270–75 e. Chr.), hvem Ringmuren i sin nærværende Udstrækning skylder sin Tilblivelse. Denne store Indhegning har saaledes gjennem alle de Tider, i hvilke den har staaet, indsluttet mere Rum, end hvad der egentlig var bebygget kun med den Forskjel, at de bebyggede og de ubebyggede Dele i Oldtiden tildeels indtog gjensidigt den modsatte Plads af nu-
- ↑ [rettere fra Leo den 4des Tid (852)].
