fordeelagtige Side. Dog vil jeg ikke hermed have sagt, at der jo ofte kunne indtræde Øjeblikke, hvor man føler sig trist og ønsker sig langt herfra. Disse Øjeblikke ville naturligviis indtreffe hyppigst for Nordboen, hvis Hjem er saa langt bortliggende, og som derfor oftere og langvarigere føler Ubehagelighederne af at leve fjernt fra Venner og Frænder, end for dem, der høre hjemme længere mod Syden. Men for denne Ulempe vilde det være uretferdigt at lade Rom bære Skylden.
Jeg kunde have udbredt mig nærmere over denne Materie, hvis det ej vilde have været at foregribe, hvad der vil fremgaa af de Skildringer, jeg i det Følgende vil søge at give. Det er maaskee allerede urigtigt, at jeg her har holdt mig til noget andet end strengt taget det allerførste Indtryk. Men det forekom mig uretferdigt, alene at fremdrage hine Skyggesider, uden tillige foreløbigt at antyde enkelte Lysglimt, især da jeg ikke tvivler paa, at mange, der have gjort deres Indtog i Rom under gunstigere Omstændigheder, eller have levet her saa længe, at de have glemt Ubehagelighederne, alligevel maaskee ville mene, at jeg har seet meget i et altfor mørkt Lys.
Det gamle Rom var, som bekjendt, bygget paa de Højder eller Højdedrag, der i den sydlige Deel af den Strækning, Stadens Mure indsluttede, strække sig næsten i en Bue, først mod Øst, derpaa mod Nord, og som de gamle Romere kaldte de syv Høje, skjønt temmelig vilkaarligt, da man gjerne kunde kalde dem flere, gjerne færre. Som en virkelig kjendelig, fra de andre adskilt Højde viser sig den langstrakte, men ej meget høje Aventin, der strækker sig fra Tiberen mod Sydøst, indtil den umerkeligt taber sig i en fladere og mere lavtliggende Strækning, der dog ej kan kaldes nogen Dal, hvilken adskiller den fra Højden Coelius, den sydligste Deel af Staden. Men Coelius er igjen intet andet end den sydvestlige skraaning af et større Højdedrag, der naar lige hen til den nordøstlige Deel af Byen, og som kun mod Vest har et Par Indsænkninger, der danne ligesom tvende Forbjerge (hvis man ellers kan bruge dette Navn om langstrakte, svagtskraanende Bakker), hvilke de gamle Romere kaldte Viminal- og Qvirinal-Højden, medens Hovedmassen af den hele Højde, nærmest Coelius, kaldtes Exquilin-Højden eller Exquiliæ (ɔ: Udbygden). Fra Elven af, midt i
