9
Kæmpeviser bleve allerede eftertrykte i Christiania 1664 og
vare saaledes allerede da en yndet Folkelæsning i Norge. Stort
ældre er vist ikke Axel- og Valborg-Sagnet her i Landet.
Ogsaa Paludan-Müller antager, at Visens Affattelse, idetmindste i dens nuværende Form, er at henlægge til det femtende Aarhundrede. Derimod tror han, at der kan ligge en sand Begivenhed til Grund, forefalden i Kong Haakon Haakonssøns Tid, og at Kongesønnen, Valborgs Elsker, kan have været Haakon den unge. Men da han, som ovenfor paapeget, døde af Sygdom, og da der saaledes ej kunde være Tale om at hevne hans Død, hvilket dog er et vigtigt Moment i Visen, maa denne Gjetning, saa rimelig den end ellers kunde synes, bortvises. Og kan man ikke gjette paa Haakon den unge, bliver det end mindre rimeligt at gjette paa nogen anden Konge af dette Navn. Vi blive saaledes fremdeles anviste paa Digtningens Gebet og finde i det hele Digt intet Tilknytningspunkt til Historien.
Tune-Stenen.[1]
Denne Runesteen havde, forinden den førtes til Christiania,[2] hvor den nu er oprejst paa Universitetets Tomt nordenfor Bibliothekbygningen, staaet i henved ti Aar udenfor Tune Kirkegaard i Smaalenene ved den højre Side af Nord-Indgangen dertil. Før den Tid stod den oprejst i eller ved den indre Side af selve Kirkegaardsmuren, saaledes at den Side, vi nedenfor kalde Nordsiden, fordi den nu vender mod Nord, vendte indad mod Kirkegaarden, den anden Side, nu Sydsiden, udad. Denne Plads havde Stenen allerede i 1627, fra hvilket Aar vi have den ældste Tegning deraf. Denne Tegning findes i det i Suhms Samlinger t. Dansk Hist. 2det Bind 3die Hefte S. 215—216 omtalte Haandskrift, der indeholder Fortegnelse over samt Tegninger
- ↑ Aarsberetning fra „Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring“ for 1856, S. 72—80, udkommet i Midten af August 1857. [Afh. er en Omarbejdelse af et Stykke „Runestenen fra Tune“ i „Ill. Nyhedsbl.“ 1857 No. 16 (for 28de Juni), thi i Mellemtiden havde M. gjort den følgerige Opdagelse, at Runen ᛉ skulde læses Z eller R, ikke M.]
- ↑ Se Aarsberetningen S. 6 og 7.
