8
høje endog paavises, skulde man allerførst tro, at man her havde faaet fat paa noget ret ældgammelt. Men naar man da af Diplomer, Jordebøger og Sagaer erfarer, at Gaarden Tanberg i ældre Tider kaldtes Thornberg og Vejen Vegin, samt at de tilhørte, hiin den bekjendte Jarl Alf Erlingssøn af Thornberg, denne Baglerhøvdingen Philip af Vegin, saa seer man strax, at Sagnet ikke kan have været til i deres Tid, det 13de Aarhundrede, men maa skrive sig fra den sildige Tid, da man af Ubekjendtskab med de ældre Navnformer, og ifølge den med det danske Skriftsprog indkomne Orthographi, skrev „Tandberg“, „Veyen“ e. a. desl. med andre Ord, at Sagnet ej kan være ældre end det 17de Aarhundrede. Paa samme Maade har man endog i den allersidste Tid hørt noget Vaas om, at Gaarden Triset i Laurdal, Thelemarken, skal have faaet sit Navn af, at man der stundom kunde høste Kom eller Sæd tre Gange om Aaret (Tre ＋ Sæd = Tresæd = Triset !!!), uagtet „Sæd“ er en dansk Form, medens den norske var „Saad“, og Endelsen „set“ i norske Stedsnavne altid er det gamle Setr, d. e. Sæde, Bolig. Vi besidde ingen ældre Breve, hvor Triset omtales, men man kan være overbeviist om, at det har haft et Navn som Thridjasetr e. a. desl. En Anelse om, hvor hurtigt saadanne Lokalsagn kunne danne sig, faar man af, hvad der nylig er blevet os berettet, nemlig at der allerede i Bardodalen, hvis Oprydning og Bebyggelse neppe ligger to Generationer tilbage, har dannet sig det Sagn, der fuldt og fast troes, at Navnet skriver sig fra en svensk Flygtning, der i sit Fædreland skulde lide Dødsstraf, men undgik denne ved at søge Skjul i hiin endnu ubeboede Dal, der saaledes for ham blev en „Pardon-Dal.“ (!) Og her have vi dog selv seet det Kart, som N. Ramm optog over Dalen mellem 1780 og 1790, da han efter Foged Holmboes Foranstaltning undersøgte den med Hensyn til den paatænkte Bebyggelse, førend endnu et eneste Menneske havde nedsat sig der, men hvor Elven ligefuldt heder „Bardo“ eller „Bardu-Elv.“ Man behøver overhoved ikke at have givet sig længe af med at undersøge vore saakaldte historiske Lokalsagn for at faa en afgjort Mistillid til dem alle. Peder Claussøns Oversættelse af Snorre er en gammel Bog, og den har været længe nok kjendt blandt Folket, til at Beretninger, oprindeligt erfarede gjennem den, ved at gaa fra Mund til Mund med behørige Tilsætninger og lokale Hentydninger, ganske kunne have antaget Charakteren af Folkesagn. Saa og „Kæmpevisernes“ Indhold. Anders Vedels
