5
Form for „Aslak.“ „Valborg“ eller, som Navnet skrives i det odenseske Exemplar, „Volborg“, „Valborrig“, skjønt tilsyneladende ægte nordiskt, forekommer aldrig i Norges ældre Historie og synes at være kommen ind fra Tydskland. Tager man f. Ex. de to første Bind af Diplomatarium Norvegicum, der indeholde en Masse af Personsnavne fra Aar 1200 til noget efter 1550, og opsøger Navnet „Valborg“ i de alfabetiske Registre, saa finder man det kun to Gange, og begge Gange saaledes, at man maa antage Personen, som bar det, for tydsk. Første Gang forekommer det i et Brev af 1334, hvor en vis Jon Standuøyk i Bergen og hans Hustru „Valburg“ omtales. Men Formen „Valbug“, ikke „Valbjørg“ eller „Valborg“, er aabenbart tydsk, og om det end ikke beviser, at Personen selv var tydsk, viser den dog, at man kjendte Navnet bedst i sin tydske Skikkelse, altsaa at det ikke egentlig hørte hjemme i Landet selv. Anden Gang forekommer det i et Brev af 1357, hvor et Fruentimmer i Oslo ved Navn Valborg Geirardsdatter omtales. Men Geirard er intet norskt Navn; det er den Form, hvormed vore Forfædre gjengav det tydske „Gerhard“, altsaa var hiin Valborg sikkert en Datter af en i Oslo bosat Tydsker ved Navn Gerhard. Desuden, havde Navnet været norskt, maatte det dog have forekommet noget hyppigere blandt den store Mængde norske Fruentimmemnavne, der findes i hine alfabetiske Registre. Valborgs Fader kaldes „Immer“ eller „Emmer“, „Jemmer“, et Navn, der ellers ikke kjendes enten blandt danske eller norske; Axels Syster kaldes „Helfred“, ligeledes et mere tydsk eller dansk, end norsk Navn; „Julli“ eller „Joelille“ og „Eskelin“, „Eskill“, „Eskierenn“ synes at være reent tydske Navne[1]; Valborgs Morbroder „Tue“ har et ægte dansk Navn, som ikke engang kan have været baaret af nogen Nordmand. At „Erland“ er den danske Form for „Erlend“ og „Haagen“ for „Haakon“, lægge vi mindre Vegt paa, da disse Forandringer saa let kunde have skeet, om Visen var bleven oversat fra Norsk til Dansk; en anden Sag er det derimod med „Valborg“, „Helfred“, „Julli“ og „Tue.“ Den eneste norske Navnform, der forekommer, er „Asbjørn“, ikke „Esbern“, men her kan Forfatteren maaskee have vidst, at „Asbjørn“ var den norske Form, og derfor med Flid have brugt den, medens han derimod ikke kjendte Forholdene nøje nok til at vide, at „Axel“, „Valborg“ og flere af de andre Navne vare unorske.
- ↑ „Eskelin“ er det tydske Aselind, Eschelind, der virkelig forekommer; i Dansk veed jeg aldrig at have seet det.
