Visen om Axel Thordsøn og Skjøn Valborg.[1]
Axel, eller, som Navnet rettere skrives i en Afskrift af Visen fra det 17de Aarh. i Karen Brahes Sangbog, meddeelt af Paludan-Müller i „Brage og Idun“ II. B. S. 187, Aslak Thordsøns Vise synes, uagtet Sujettet spiller i Norge, at være en heelt igjennem dansk Komposition, efter tydske Forbilleder, neppe ældre end det 15de Aarhundrede, ligesom endog den Begivenhed selv, som den besynger, aabenbar er opdigtet fra først til sidst, uden Spor af historisk Grundlag. Rigtignok har Oehlenschläger i Fortalen til sit Sørgespil „Axel og Valborg“ søgt at gjøre det sandsynligt, at den Kongesøn, hvilken Visen omtaler, kunde være den unge Haakon Herdebreid, der, som bekjendt, faldt i Søslaget ved Sekken 1162; han antyder endog Muligheden af, at den Askell af Forland, hvilken Sagaen (hos Snorre Kap. 4) omtaler som en af Haakon Herdebreids Mænd, kunde være Visens Axel. Men ej at tale om, at „Askell“ ikke paa Dansk er „Axel“, men „Eskill“, medens „Axel“ derimod svarer til „Aslak“, som ovenanført, veed man af Sagaen, at Haakon, da han faldt, endnu var saa godt som et Barn, neppe femtenaarig og, som det udtrykkeligt siges, „barnlig i sit Væsen og kjær i at lege“; ham kunde det neppe engang have faldt ind at optræde som. Axels Medbejler i Kjærlighed. Overhoved var hans hele Stilling og Forholdene i Landet paa hans Tid
- ↑ „Ill. Nyhedsblad“ for 1857, No. 16 (19de April).
Munch. Afhandl. IV. 1
