at Sammenl. er skeet; thi jeg anseer ogsaa h i barh for en Afledsendelse, og har allerede ovenfor yttret mig om Berettigelsen til at sammenligne Afledsord.
S. 373 anker han over, at jeg (efter hans Maade at opfatte paa) har sammenblandet Rodverber med afledede Verber, og anfører som Exempel Ordet bleyta, som han kalder et Rodverbum, medens jeg kalder det et denominiativt. Jeg bruger dette Ord i almindelig Betydning, for at betegne, at Verbet kommer af Nominet blautr, og forundrer mig over, hvorledes M. har kunnet faae anden Mening ud af mine Ord.
Hvad den paaankede Sammenblanding angaaer, da existerer den ikke. Enhver, som vil eftersee S. 5 i min Afhandling af 1848, vil strax bemærke, at jeg har udhævet Forskjellen mellem de demoninative d. e. de Verber, som medbringe t eller d fra det Nomen, hvoraf de afledes, og de Verber, som føie Endelsen ta eller da til Roden.
Imod den af mig fremsatte Formodning om, at en Deel Verber i vort Oldsprog, som efter Rodvocalen have en Dobbelteonsonant, have erholdt Fordoblingen ved Assimilation af et Afledssuffix, som jeg sammenligner med Passivsuff. j i Sanskr. for de Verbers Vedkommende, der have en passiv eller intransitiv Betydning, — indvender M. (S. 376), at saadanne Fordoblinger allerede findes i Gotisken, som rinnan, brinnan, o. s. v. og at disse have stærke Præterita, eller ere Rodord. Her glemmer M., som overhovedet altfor ofte, at stille sig paa det rette Standpunct. For den, som staaer paa reent germanisk Standpunct, vise nemlig deslige Ord sig som Rodord, fordi Sproget ei byder Midler til at opdage, at de ere Afledsord fra ældre Tid. Men beskuer man dem fra indisk Standpunct, faae de et ganske andet Udseende. Ville vi saaledes betragte et af de Verber, M. anfører, brinnan, saa finde vi i Sanskrit bhri (Præs. bhrinâti) i Betydning at stege, brænde. Danne vi heraf Passiv, vil det hede: bhrinja (med tilføiede Personalendelser); i Prakrit assimilerer j sig jævnligen med foregaaende Consonant, og, kunde Ordet der paavises, vilde det rimeligviis hede bhrinna. Nu ligger den Formodning meget nær, at en lignende Overgang kan have foregaaet fra Ursproget til Gotisk og Oldnorsk, saameget mere som en analog Assimilation viser sig i Oldhøitydsk f. Ex. horjan = horran; frumjan = frumman; iljan = illan o. s. v.
Om det passive Element har været j eller k eller g, derom kan endnu neppe haves nogen bestemt Mening; jeg har betin-
