Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 2.djvu/690

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
6

denne Belysning, ingen Berettigelse. Vigtige Bidrag til en saadan Revision haves i Bopp’s endnu ufuldendte vergl. Gramm. Men førend den kan blive gjennemgribende, udfordres endnu en Masse Forarbeider, som ingen enkelt Mand vil være istand til at fuldføre. Kun Manges forenede Bestræbelser mod det fælles Maal kunne her bringe de fornødne Materialier tilveie. Derfor mødes ethvert om end ringe Bidrag med Velvillie af dem, som have sat sig ind i disse Forholde.

Grimm selv tilbagekalder i sit nyeste Værk — Gesch. d. deut. Spr. — mangen forhen fremsat Paastand, og udtaler sig i det Hele taget med stor Tvivl om en Mængde Gjenstande, som han forhen har havt mere bestemte Meninger om, samt erkjender, at Sprogsammenligningen endnu ingenlunde har vundet en saa fast Grundvold, som M. antager. Han yttrer i anførte Værk S. 980 derom følgende:

„Für die geschichte der sprache stehen noch reiche ergebnisse bevor, wenn sie allmälich, ausser den lauten, ableitungen und flexionen, über die ganze fülle sinnlicher vorstellungen den wortvorrath aller urverwandten sprachen befragen und erforehen wird, dann muss sich auf manigfalter stufe darthun, wo die einzelnen sprachemeinander suecen oder fliehen und eine viel gröszere sicherheit des vergleichens entspringen als sie bisher gewonnen werden konnte“.

S. 364 gjør M. den Bemærkning, at det ikke er nogen mærkelig Opdagelse, at Oldnorsk ligner Sanskrit, naar det allerede forlængst er godtort at Gotisk ligner Sanskrift, og at det derfor er et overflødigt Foretagende yderligere at godtøre denne Sandhed. Heri ligger den Insinuation, som paa et Par andre Steder gjentages, at jeg skulde ville ansees som den, der først har gjort denne Opdagelse. Det forholder sig tvertimod saaledes, at hvad M. anfører om, at opdagelsen er gjort, førend jeg udgav noget Skrift derom, er netop det samme, som jeg selv har anført, og som han endog selv har citeret af Forordet til min første Afhandling. Naar han dernæst paa mere end et Sted kalder mit Foretagende overflødigt, da underlægger han samme en Hensigt, som jeg udtrykkeligen og entagende har angivet ikke at være min. Jeg har allerede i Forordet til den første Afhandling S. III erklæret, at jeg forelagde den for mine Medstuderende „for at give en Idée om Slægtskabet mellem begge Sprog og vække en Anelse om, hvad Udbytte der for Sprogvidenskaben kan være at vente af en gjennemført Sam-