ladt at medtage hvad jeg i mine Samlinger har af derhen hørende Sammenligningsled, for herved at vinde større Plads for Exemplernes Masse, hvis Størrelse stemmede mere med Skriftets Hensigt, end Begrundelsen af Detaillerne. Dette findes antydet S. 1 i Fort. til Afhandlingen af 1848, hvor jeg efter at have omtalt den foregaaende Afhandlings Hensigt siger: „Til denne Hensigts Opnaaelse troede jeg hellere at burde vælge en Masse af slaaende Exempler inden enkelte Begrebssphærer end en mere dybtgaaende Sammenligning i enkelt Retning.“ Jeg har saaledes antydet, at jeg havde Midler til en mere dybtgaaende Sammenligning,
En tredie Anke gaaer ud paa, at jeg har optaget Afledsord til Sammenligning. Herved har jeg at bemærke, at jeg gaaer ud fra den Forudsætning, at intet Folk lader sig nøie med blotte Stammeord, men at selv vilde Nationer føle Nødvendigheden af Afledsord; hvoraf følger, at, naar en Deel af et Folk vandrer ud for at opsøge nye Bopæle, medtage de nødvendigviis fra det ældre Hjem en Masse af Afledsord, som maa kunne opbevares ligesaavel som Stammeordene, i Særdeleshed, naar man, som de indoeuropæiske Folk, bibeholder en Mængde fælleds Afledsendelser ogsaa i nye Afledninger. Pott siger 1. c. II. S. 366: „Töchtersprachen erben mit verhältsmässig geringen Verlusten den ganzen Sprachschatz von ihren Müttern.“ Hertil kommer, at der i alle Sprog findes en Mængde Afledsord, hvis Stamme er tabt, og skulde man ikke tage disse med, uagtet de findes i flere af de Sprog, som sammenlignes, da undlod man forsætligen Brugen af et vigtigt Material for de Undersøgelser, hvis Resultater man af Sammenligningen kan vente sig. Hvor vanskeligt det forøvrigt ofte er at skjelne mellem Rodbogstav og Afledsendelse, sees af Grimm’s Feiltagelser i dette Stykke, hvorom Pott, 1. c. II. S. 553 yttrer: „Grimm’s bloss theoretischer übrigens unbewiesener Satz, als müsse der sweite von zwei Schlussconsonanten ableitend sein, ein Satz, der ihn zu vielen irrigen, wenigstens unbewährten Annahmen verleitet hat, wird durch die Sprachvergleichung mehr als hinlänglich widerlegt“. Saadanne Feiltagelser af Germanisternes Høvding opfordrer til Varsomhed ved Anvendelsen af hidtil indvundne Regler, og have ej bidraget lidet til den vakte Erkjendelse, at der forestaaer en Revision af den germaniske Sprogforskning under Belysning af Sanskritsproget, hvortil Gr. kun har taget lidet Hensyn; og imod en saadan Revision har Paaberaabelse af Resultater, som ere vundne uden
