En Kritik over nogle af mine Smaaskrifter, som Prof. P. A. Munch i Aaret l850 lod trykke, er nu optagen i den Samling af hans mindre Afhandlinger, som udkommer paa Hr. Cammermeyers Forlag, og bliver saaledes forelagt en ny Generation af Læsere. Da det er billigt, at denne Generation ogsaa lærer at kjende mit Gjenmæle mod Kritiken, benytter jeg Forlæggerens Tilladelse til at lade et Optryk af dette ledsage anden Udgave af Kritiken. Ligesom denne uforandret er gjengivet, saa lader jeg af letfattelige Grunde ogsaa mit Gjenmæle aftrykke uden Forandring, idet jeg maa bemærke, at de i Gjenmælet citerede Sidetal fra Kritikens ældre Udgave findes i den nye Udgave ved at tillægge 96 eller 97 til de anførte Tal f. Ex. naar hos mig citeres Side 369, gjenfindes Stedet i den nye Udgave S. 463 = 369 + 96.
April l874.
C. A. H.
Hr. Prof. Munch har gjort mine Smaaskrifter om vort Oldsprogs Forhold til Sanskrit til Gjenstand for en Kritik, som nøder mig til Gjenmæle, ikke blot for min egen Skyld, men ogsaa for den Sags Skyld, hvorom Kritiken dreier sig.
Hans Hovedanke gaaer ud paa, at der skal mangle Methode i Skrifterne (i det han dog erkjender en Fremgang til det Bedre i ethvert senere Skrift, sammenlignet med næst foregaaende), og ved Methode forstaaer han igjen nærmest Iagttagelsen af bestemte Regler for Lydovergangene fra et Sprog til et beslægtet. For at bevise denne Ankepost og stille Læseren paa det Standpunkt, hvorfra han skal kunne bedømme den, giver han S. 348—56 en udførlig Skildring af den af Grimm opdagede „Lautverschiebungsgesetz“ (af M. oversat Lydfremskydningslov), ifølge hvilken de stumme Bogstaver, ved Sammenligning mellem Sanskrit, Græsk o. s. v. paa den ene Side og Gotisk eller Oldnorsk paa den anden, ikke vise sig at være identiske, men en tenuis (hos M. ved Uagtsomhed muta) svarer mod en aspirata,
