678
lighet tre gislalag, som äro Savolax, Jälkis och Euräpä, Carelisk gislalag“. Her seer man, hvorledes den Vildfarelse er opstaaet, at Sverige skulle have afstaaet hine Distrikter til Rusland. Hvor der staar: „gaff ock konung Magnus Jurge“ (ɔ: afstod ogsaa Storfyrst Jurje), har Schönström taget „Magnus“ for den svenske Konges Navn og „Jurje“ for et Dativ, samt til Sikkerhed indskudt et „åt“, hvorved saaledes Forholdet aldeles bliver det omvendte af det rette og oprindelige. De faa Afvigelser i Navnenes Bogstavering, der hos Dalin findes fra den trykte Udgave af Schönström, forklares derved, at Dalin sandsynligviis har haft Schönströms Original, medens det Haandskrift, der ligger til Grund for Udgaven, ifølge Adlerbeths Fortale ej synes at være Ffs. Autograph. I dette har rimeligviis ogsaa „Herren Erik Tureson“ været skrevet saa utydeligt, at Dalin har læst „Henrik Erik Tureson“ og derved faaet Grev Henrik ind, om hvilken han vidste, at han deeltog i Krigen. Det er dog uforklarligt, hvorledes Karamsin, der selv kjendte og allerede havde fortalt om Orechovetzerfreden, ej skulde gjenkjende Navnene, men falde i en saa grov Vildfarelse, som denne. Man fristes derfor virkelig til at antage, at der ikke engang har været sluttet nogen Fred i Dorpat. Lagerbring vil heller ikke høre noget om en saadan Fred i 1350,[1] og et vægtigt Vidnesbyrd imod denne er tillige det ovennævnte Udsagn i de islandske Annaler, der endnu i 1351, kun efter et enkelt Haandskrift i 1350, omtale en Krig, som Magnus Erikssøn førte i Rusland. Ogsaa Karamsin (S. 223) taler om en ny Krig, som Magnus havde i Sinde mod Rusland 1351, men siger, at det ej kom saavidt. Han sigter her dog rimeligviis kun til en Skrivelse fra Pave Clemens VI. til Erkebiskopen af Upsala af 14de eller 15de Marts 1351, hvori hin, i Betragtning af hvad Kong Magnus havde meldt ham om de Mishandlinger, som Russerne „efter hans Bortrejse“ havde tilføjet de Kareler og Ingrer, der havde tilbudt sig at blive Christne, samt om Pesten, der hindrede Kongen i at drive Russerne tilbage, byder Erkebiskopen at opmuntre Indbyggerne af Sverige og omliggende Øer til at tage Korset mod Russerne, ligesom han og nævner om, at han har tilskrevet Erkebiskoperne af Nidaros og Lund i samme Anledning.[2] Dette viser næsten aabenbart, at Magnus havde forladt Rusland, eller Krigs-Egnen, førend det var kommet til nogen Fred; og ved at sammenholde
