675
lysninger, Hr. Hildebrand har meddeelt i sin Afhandling S. 240 og 246, sees dog saameget, at det er at søge mellem Søerne Kaavi-Jærvi og Vuot-Jærvi, under 63° 6ʹ N. Br. og 45° 55ʹ Ø. L., eller paa Grændsen mellem det nuværende Savolax og Karelen, omtr. 8 Miil søndenfor det Punkt, hvor Østerbotn støder til. Altsaa her omtrent begyndte i hine Tider de som norskt Biland anseede Lapmarker; og rimeligviis var det ogsaa her, at „Sauløke“ eller Savolotshie tog sin Begyndelse. Grændsen mellem Norge og det egentlige Savolotshie har vel omtrent været den nuværende mellem Finland og Gouvernementet Archangelsk indtil henimod Imandra Søen, hvorefter den sandsynligviis har fulgt den deraf udrindende Elv indtil dens Udløb ved Veleaga.
Det vil vistnok synes mangen paafaldende, at Størstedelen af Østerbotn eller det gamle Kvænland saaledes skulde regnes til det norske Omraade. Men det ligger dog allerede, som ovenfor viist, i Orechovetzer-Traktatens Bestemmelse, at Grændsen skulde gaa fra Petajoki til Helsingehavet. Vel kjende vi ikke nøjagtigt alle de Punkter, som i denne ældre Traktat nævnes, og Uvisheden er vel endnu bleven meget større ved den urigtige Forklaring af „Helsingehaf“, som bragte de senere Underhandlere til at betragte denne, for Sverige egentlig mindst fordeelagtige Grændse, som den fordeelagtigste og søge den i Retningen mod Enara til Nordishavet; men allerede af et blandt de forekommende Navne, Særkilax, der ligger ved Kallavesi ligeoverfor Kuopio i Savolax, sees det, at denne Grændse pegede betydeligt vestligere end den anden og rimeligviis fulgte Ongivesi opad, og derfra Højdedraget til Limingo ved Søen, i Nærheden af Uleaaborg.
Paa hvor lang Tid Freden af 1339 var sluttet, vide vi naturligviis ej; men usandsynligt er det ikke, at den, ligesom den norsk-russiske Fred af 1326, kun var sluttet paa 10 Aar, da vi allerede i 1348 finde Magnus, trods St. Birgittas Raad, i Spidsen for en stor Hær ved Björkö ikke langt fra Viborg, for at omvende Russerne til den romersk-katholske Troesbekjendelse. I denne Krig deeltog ogsaa Norge virkelig, thi de isl. Annaler fortælle ved 1348: „Kong Magnus havde Leding ude forat drage til Rusland. Dertil (nemlig til Ledingens Udbud) var der to Aarsager, deels, at han vilde vinde under Sverige den store Stad (?), som det havde mistet, deels, at Norges Mænd ej vilde søge med ham i et andet Kongerige“. Dette kan alene forstaaes
