663
dræbte sin Forgænger Michael Jaroslavitsh hos Tatarkhanen Usbek 1319, udnævntes af Khanen til hans Efterfølger, kom til Novgorod 1322, belejrede Viborg dette Aar, erfoer da, at Michaels Søn Demetrius hos den tatariske Khan havde udvirket sig Storfyrstetitel, og skyndte sig derfor at ophæve Belejringen for at ile til Khanen, men blev paa Vejen overfaldt af Demetrius’s Broder Alexander, undkom til Pleskov og vendte tilbage til Novgorod; drog atter mod de Svenske, anlagde Orechovetz og sluttede Freden 1323. I det følgende Aar rejste han til Khanen, hvor ogsaa hans Medbejler Demetrius indtraf, og denne dræbte ham for at hevne sin Fader (21 Nov. 1325). Demetrius blev til Straf derfor henrettet 10 Maaneder efter, og Usbek udnævnte nu (altsaa sidst i 1326) hans Broder Alexander til Storfyrste; han anerkjendtes 1327 af Novgoroderne som deres Overherre ved en Traktat, som endnu er til.[1] Fra 1324 til 1327 var altsaa Novgorod uden nogen Storfyrste, og dette er Grunden, hvorfor den norske Fredstraktat, sluttet 1326, ikke indeholder Storfyrstens, men kun Biskopens eller Erkebiskopens Navn; dette var Moses eller Moisej, der, efter hvad Lehrberg oplyser efter de novgorodske Annaler, opnaaede den erkebiskopelige Værdighed lidt før Paaske 1326.[2] Den i begge Traktater nævnte Possadnik eller Borggreve Alformeus eller Olformøj er den i i den novgorodske Krønike ved 1331 og 1342 omtalte Varfolomej eller Valfromej Jurjevitsh. Hans egentlige Navn var Bartholomæus, der ifølge den russiske Udtale af Β som V og af Θ som F og ved Forandring af Endelsen bliver Varfolomej, skjødesløst Valformej, af Svearne og Nordmændene forvansket til Alforomeus, Olformøj. Hans Forgænger, Simeon Klimovitsh, udvalgtes 1316, og i Aaret 1329 omtales allerede Varfolomejs Efterfølger Sologa.[3] Hvor længe han var i Embedet, kan af disse
- ↑ See Karamsins Gesch. Russlands, IV. B., S. 169. Det er Skade, at vi ej kjende denne Traktat fuldstændigt; vi vilde der upaatvivlelig gjenfinde de samme Navne som i den norske Fredstraktat.
- ↑ Lehrbergs Unters. S. 255. Moses’s Efterfølger Basilius (Vasilej) nævnes hos Karamsin allerede 1331; længere henne (IV. S. 240) heder det, uden nogen Angivelse af Aar, at Moses, som i 20 Aar havde draget sig tilbage fra Verden, efter Folkets indstændige Bønner atter paatog sig det erkebiskopelige Embede, men blev ved Sygdom nødsaget til at vende tilbage til sin Eensomhed, hvorfra han siden (1358) kun fremtraadte for at dæmpe en Opstand. Da han i Aaret 1353 sendte et Gesandtskab til Constantinopel (Karamsin, IV. 241), falder sandsynligviis hans 20aarige Eensomhed mellem 1330 og 1350.
- ↑ Karamsin, IV. 184.
