655
tog til Haalogaland fundet Sted. At det nærmest gik ud over Bjarkø, Erling Vidkundssøns Ættegaard, er neppe tilfældigt, da han just i Begyndelsen af dette Aar var bleven udnævnt til Drotsete eller Rigsforstander og Russerne derfor havde al Grund til at betragte ham som deres fornemste Fiende i Norge. Det lader ogsaa til, at Erling fra denne Tid af næsten har betragtet Krigen som et personligt Anliggende, for at kunne hevne den ham tilføjede Skade. Man erfarer nemlig af et udateret Brev af den bergenske Biskop Audfind, som endnu haves, at Erling havde haft flere Samtaler med Raadet og de bedste Mænd om, hvorledes man skulde kunne skaffe Hjelp til Haalogalands Forsvar mod Rigets Uvenner, Finner, Russer og Kareler. Han havde tilskrevet Erkebiskopen om at hitte paa Raad til, med Understøttelse af Gejstligheden, at kunne hjelpe dem med Kost og Vaaben, som droge nordefter for at stride mod disse Guds Fiender. Biskop Audfind mener dog, at det formedelst et Uaar, der havde hjemsøgt hans Diøces, neppe vilde kunne paaregnes noget Bidrag fra hans Gejstlighed, siden allerede den Tiende, Paven selv havde paabudt, kun med stor Vanskelighed var inddreven. Man undrede sig og, siger han, hvor der blev af Kronens Indtægter, der netop skulde opbevares til Brug for Landet i slige vigtige Anliggender. Desuden havde Magister Paal Baardssøn, tilføjer han, skrevet, at han ivrigen anholdt ved den pavelige Curie i Avignon om, at hele den norske Gejstlighed maatte beskattes (ut clerus per totam Norvegiam tallietur), hvilket Audfind mener kunde blive haardt nok for denne stakkels Gejstlighed, først af deres Foresatte hjemme i Landet og siden af Paven selv at lægges under saadan Tvang.[1] Dette Brev henføres af Suhm (Hist. af Danmk. XII. 38) til 1320, meget uretteligen, eftersom den Omstændighed, at Erling kaldes Drotsete, viser, at det i alle Fald maa være yngre end 20 Febr. 1323, paa hvilken Dag Erling valgtes til Rigsforstander.[2] Den her omtalte Magister Paal var, efter hvad man af et andet Brev af Audfind af 25 Febr. 1326 erfarer, Canonicus i Bergen, og allerede før 1320 afsendt af Biskop Audfind til den pavelige Curie som hans Fuldmægtig for at tale hans Sag i Anledning af de vidtløftige Stridigheder mellem Bergens Biskopsstol og Magister Capellarum angaaende deres indbyrdes Forhold. Efterat disse
