Hopp til innhold

Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 2.djvu/653

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

649

drede lidt indenfor Kysten. Det maa heller ikke oversees, at der strax udenfor Udløbet af Umba- eller Væla-Aaen findes en lille Ø, der kaldes Voljo eller Volj-Ostrov, og som allerede findes anlagt paa de gamle hollandske Kystkarter, men ligesom saamange andre Stedsnavne paa dette Strøg ere forsvundne i senere Karter og først opdukkede igjen paa de sidste russiske Kystkarter. Om denne Øs Navn staar i noget Slægtskab eller Forbindelse med Elvens Navn, vil jeg ikke driste mig til at afgjøre, men at ogsaa den kunde repræsentere „Veleaga“, naar ikke det endnu mere overeensstemmende Væla-Aa fandtes, er unegteligt.

Paa denne Maade have vi Grændserne for Russernes og Nordmændenes Skatkræverfarere i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede nøjagtigt angivne. Om nu Vegestaven skal søges ved Væla-Aaen eller ved Varsuga, bliver uvist, thi saa nøjagtige kunne de ovenfor anførte Sømile-Angivelser ikke ansees, at det skulde komme an paa den forholdsviis ubetydelige Differens mellem Varsuga og Umba. Men gaa vi ud fra, at Russernes Skatkræver-Ret over Karelerne gik udenfor deres egentlige Rigs-Enemerker, maa det samme ogsaa antages om Nordmændenes Skatkræver-Ret over Finner og Halvfinner. Det er saaledes i sig selv ikke usandsynligt, at Vegestaven, Finmarkens egentlige Grændse, er at søge ved Varsuga, men at Skatkræverne havde Ret til at strejfe videre mod Vest, lige til Væla. Det kan forresten neppe betvivles, at kjendte Folk paa Stedet endnu vilde kunne paapege Vegestaven, og at maaskee endog Navnet endnu er til. Vestenfor denne regnedes da det russiske Karelen at begynde, efterat Benævnelsen Bjarmeland var ophørt at være brugelig.

Her vare altsaa alle Elementer forhaanden, der kunde vække Splid mellem Rusland og Norge. Men en væsentlig Aarsag til, at Russerne og Karelerne ligefra det 12te Aarhundrede, som det synes, med en hidtil ukjendt Iver og Voldsomhed hjemsøgte Finmarken, var ej alene Novgorods udvidede Herredømme over Savolotschie, men ogsaa den Omstændighed, at siden Sveriges fuldkomne Overgang til Christendommen antog de Krigstog, som Svearne fra umindelige Tider plejede at foretage i Finland og Karelen, et Anstrøg af Religionskrige, der opmuntredes ved Pavebuller, og som maatte bringe Russerne og endmere de hedenske Kareler til at betragte alle den romersk-katholske Religions Tilhængere i Norden som deres bestandige Fiender.

Det ligger ikke her i min Plan, omstændeligt at gjennemgaa